Kulturhuset Harmonien i Rødvig kan rumme det meste. Siden 1888 har Harmonien været kulturudbyder i Rødvig, og med så mange år på bagen, har de prøvet lidt af hvert. I dag bruges huset til alt fra line dance til bryllupper – ja, endda revy –og har gjort det siden Tom Bang og hans partnere overtog Harmonien tilbage i 2008. Nu har de fået tilsagn om LAG-midler, så Harmonien på endnu bedre vis kan rumme kulturen
Hjertet banker for kultur
Det er ikke for sjov, at der er masser af arrangementer på Harmoniens program. For her banker hjertet for kultur. Det er dog ikke altid lige nemt at få det til at løbe rundt økonomisk; Harmonien er nemlig drevet af frivillige kræfter, og derfor må der tænkes kreativt for at sikre indtjeningen:
”Det er kulturen hjertet banker for, mere end det er fortjeneste. Vi kunne jo sagtens rive det hele ned her, og lave det om til boliger. Det er en af de mest sikre investeringer og indtægtskilder, når man køber en ejendom som den her. Men det skal vi ikke.” fortæller Tom og fortsætter: ”Vi vil jo rigtig gerne have at der sker noget og at der bliver sat gang i Rødvig by. Det er vi med til nu, selvom vi ikke tjener på det.”
Revy på scenen
Tom arbejder til daglig med forretningsudvikling, men selvom han ikke er bleg for at prøve noget nyt, så havde han alligevel ikke regnet med at forretningsudvikle en revy. Men det kom han til. En dag i 2009, banker der nemlig revyfolk på Harmoniens dør:
”Pludselig står der nogle revyfolk herinde og spørger om vi kunne være interesserede i at lave revy i salen. Jeg siger at det kunne vi måske godt, og så går det hurtigt derfra.”
Mødet er startskuddet til forestillingen ”Revyperler på stribe”, der har været en stor succes på Harmonien fra 2009 til 2014. I 2020 startede revyen op igen med navnet Harmoniens Revyperler, til stor begejstring for Rødvigs lokalbefolkning og besøgende.
Men Harmonien er mere en Revy, fortæller Tom:
”Vi har haft stor success med både koncerter og talkshows. For eksempel har Billy Cross givet koncert og Ulf Pilgaard har lavet talkshow. Så det er meget blandede arrangementer, og de fleste er gået rigtig godt”
Nogle arrangementer er endda gået så godt, at Harmonien sagtens kunne bruge flere samarbejdspartnere, så flere gæster kan få noget at spise inden en aften i salen, fortæller Tom.
Nye brugsmåder, nye udfordringer
Tom og hans partnere nåede at renovere Harmonien i 2009 inden krisen for alvor kradsede. I stedet for værtshus med billard og dart, er der i dag en flot og moderne café restaurant med køkken. Køkkenet er forpagtet væk til Harry Böckmann, der er kok og restauratør. Han står ofte også for maden, når der er selskaber og arrangementer i salen. Men med kulturhusets nye fokus på arrangementer, er der også medfulgt et par udfordringer.
”Harry står ofte med en fyldt restaurant, og skal så oveni lave mad til hele salen. Og selvom det ofte er en platte, så mangler vi et sted at anrette maden til salen, så vi ikke fylder hele restauranten, mens der er gæster. Derfor vil vi gerne lave et anretterkøkken, der er meget tættere på salen, så både arrangementerne og køkkenet glider bedre”.
Og netop dette projekt har Kulturhuset Harmonien fået tilsagn om LAG-midler til. Tilsagnet omfatter også de udtjente klub- og omklædningsrum, der skal omdannes til øve-/mødelokale og et nyt og bedre handicaptoilet. ”Det vil give os nogle bedre indtjeningsmuligheder, fordi der tit efterspørges mindre lokaler til de arrangementer, der ikke er helt så store som bryllupper og revy” fortæller Tom.
Og man kan godt forstå at kulturhuset har stor opbakning fra den lokale befolkning. For med den daglige brug af huset fra foreninger, mulighed for at stedet kan være rammen om livets store fester og musikperler som Billy Cross, Eddie Skoller og Harmonien Revyperler er oplevelserne sikret.