Stevns Klint Partnere arbejder aktivt for at verdensarven bliver en katalysator for gode liv og lokal vækst. Her kan  du læse to partneres ord om, hvordan de udnytter de  muligheder besøgscenteret giver for deres virksomheder.

 

Tingtegneriet

Hvad betyder det for Tingtegneriet at være en del af partnerprogrammet?

Vi har fået kendskab til udviklingen i området og samarbejder med virksomheder, vi ikke ellers ville have kendt. Det giver et stærkt tilhørsforhold som tilflytter. Og lyst til at fortælle andre om Stevns.

Hvad har I planer om at gøre for at få mest muligt ud af, at vi nu får et trækplaster for turismen i Stevns?

Der kommer forhåbentlig mere omtale i både Danmark og verden om Stevns som turistmål. Og dermed flere besøgende. Det håber vi selvfølgelig smitter lidt af på kendskabet til os og vores virke. Så har der været talt om en shop på besøgscenteret med lokale produkter, som kunne være en oplagt mulighed for os både ift. salg og synlighed. VI bruger også Stevns og Stevns Klint i fortællingen om, hvem vi er: at vi bor, producerer og tegner tingene lokalt og laver lokale samarbejder.

Møbeldesignerne Vibeke Maj Magnussen og Claus Boye Petersen arbejder sammen i virksomheden Tingtegneriet. Her tegner, designer og producerer de møbler og brugsting af høj kvalitet. De er aktive i Stevns Klint Partnere og var med til at starte design- og kunstnernetværket VæRK21.

Picobello BnB

Hvad betyder det for Picobello BnB at være en del af partnerprogrammet?

Jeg får rigtig meget ny viden og nye ideer, det er interessante møder og dejligt at opdage og møde alle dem, der er her.

Hvad gør du for at få mest muligt ud af, at vi nu får et trækplaster for turismen i Stevns?

Med besøgscentret tror jeg, at det fortsætter. Og med de andre attraktioner som det kommende vikingemuseum ved Køge og Skovtårnet, så tror jeg, at folk vil blive lidt længere, for der er  meget, man skal nå at se.

Jeg håber også man kan formidle lokale tilbud fx gårdbutikker og overnatning og gøre det nemt for folk at blive længere. Jeg har sat mig godt ind i det, vil vide så meget som muligt, snakke med mange og sige det videre. Så mange fortæller om, hvad vi har her i Stevns. Vi skal få vist, at godt nok bor vi på landet,  men der er sindssygt mange ting, man kan her.

Carsten Larsen driver det hyggelige Bed and Breakfeast,  Piccobello med sin hustru i hjertet af Valløby. Tæt på  Tryggevælde Å og Vallø Slot. Han er aktiv i både Stevns Klint  Partnere og Valløby borgerforening.

Fakta om pertnerprogrammet

Stevns Klint Partnere

Partnerprogrammet er et tilbud til alle virksomheder, organisationer, kunstnere og foreninger om at være partner med  verdensarven på Stevns. Programmet er opstået i et  samarbejde mellem Stevns Erhvervsråd og Verdensarv Stevns og rummer over 120 partnere, som ønsker at bruge  verdensarven til at skabe en god og bæredygtig udvikling for  hinanden og for Stevns.

Idéen er UNESCOs. Det har nemlig vist sig, at hvis  lokalområdet tjener penge på verdensarven, så bliver der også passet bedre på den. UNESCO kalder det bæredygtig turisme.

Vil du være med eller bare høre mere? Så skriv til Eva Rose Waldorff på: eva@stevnsklint.org

Se mere her