Klare prioriteter
Baaring Entreprise er på mange måder en klassisk Stevnsk håndværksvirksomhed. Den gode tone, det ordentlige håndværk og de lokale samarbejder bliver vægtet meget højt.
			”Jeg går meget op i ærlighed og at man kan snakke sammen og komme til en fælles løsning, hvor vi både er enige om pris, materialer og udseende. Jeg får jo ikke noget ud af levere et dårligt produkt. Jeg vil gerne spille med åbne kort og være ærlig omkring de dyre, billige, nemme eller besværlige løsninger.”
Ordene kommer fra Kenni Baaring Munkhaus, der er manden bag Baaring Entreprise. Han beskriver sig selv som gammeldags udlært inden for tømrerfaget; som en, der kan løse mange forskellige typer opgaver. Virksomheden har dog specialiseret sig inden for opbygning af tag fra bunden.
”Vi har masser at lave, og kunne også tage mere ind, men det kræver at jeg skal turde være større. Da jeg startede for 5 år siden, var jeg bare mig og nu har jeg tre ansatte. Så, det burde jo ikke være så svært at få den næste ansatte,” fortæller Kenni på din afdæmpede facon.
			Mesterdag
Han har derfor været på Raketvækst for at blive klogere på det at drive virksomhed. Det har gjort, at Kenni har fået ny viden til at udvikle forretningen.
”Det har hjulpet og var et godt kursus, der lærte en at stille tingene op på en anden måde og få struktureret tingene. Og bruge forskellige værktøjer til at skabe et overblik og få tingene i de rigtige kasser,” fortæller Kenni, der som noget nyt er begyndt at holder mesterdag.
”En gang om ugen forsøger jeg at holde mesterdag og være på kontoret derhjemme og få ordnet de ting, der skal til at udvikle virksomheden. Jeg har ikke fortrudt, at jeg satte tiden af til Raketvækst – selvom det holdt hårdt at komme af sted. Jeg tænker meget mere over, hvad jeg er godt til og hvad jeg skal have andre til at gøre for mig.”
			Travlhed og ligevægt
Lige nu har virksomheden rygende travlt, og kunne godt bruge en ekstra medarbejder. Kenni indrømmer, at han gerne vil finde en, der kan tage nogle af de samme opgaver som ham selv, så han ikke behøver at være over det hele.
”Selvom det er rart at tjene penge, er det også vigtigt for mig at holde fri og være sammen med min familie. Jeg holder altid ferierne ellers er det ikke det værd. Og hvis jeg også skal være på kontoret, så er en ekstra mand nok efterhånden nødvendig,” fortæller han.
Skyd genvej til viden og netværk
Meld dig ind i Stevns Erhverv
Som medlem af Stevns Erhverv har du nem adgang til en lang række fordele, spændende arrangementer og et stort lokalt netværk af lokale erhvervsdrivende.
Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi glæder os til at byde dig velkommen som medlem af Stevns Erhverv.
				



