Anette Enkebøll skiftede i en alder af 45 år karrieren i en stor koncern ud med en tilværelse som selvstændig webdesigner. Begejstring er hendes drivkraft og pejlemærke.

Lige siden Anette startede på arbejdsmarkedet, har hun drømt om at være selvstændig, men det var først halvejs gennem arbejdslivet, hun fandt ud af, at det skulle være som webdesigner. Inden da arbejdede Anette 20 år i Nordisk Film – de sidste 8 år som IT- og forretningskonsulent, hvor hun byggede bro mellem økonomimedarbejdernes behov og IT-afdelingens optimering af økonomisystemerne.

I 2012 gik Anette ned med stress og stoppede i Nordisk Film, men det blev samtidig et afgørende vendepunkt i hendes liv og karriere:

– Jeg fik mulighed for at revurdere mit liv og tænke efter; hvad er vigtigt og hvad gør mig glad? Webdesign kombinerede mine faglige interesser for systemopsætning, optimering og brugervenlighed. Sammenholdt med dette har jeg gennem tiden taget kurser inden for kommunikation, farvepsykologi og design, og jeg indså i 2012, at webdesign indeholdt alle disse elementer, fortæller Anette.

Anette havde arbejdet med hjemmesider på hobbyplan, men var ikke uddannet inden for feltet. Derfor skiftede hun lønnen ud med S.U. og startede på Webintegrator-uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole. Undervejs i studiet dukkede Anettes gamle drøm om egen virksomhed op igen, og sideløbende med uddannelsen gik hun derfor i gang med at udvikle sin virksomhed.

– Den største udfordring ved at starte op var, at jeg samtidig med planlægning af virksomheden også skulle uddanne mig og have alt det teoretiske på plads, forklarer Anette.

Uddannelsen betød, at Anette havde et længere tilløb inden hun startede op. Undervejs hentede hun god sparring fra sine lærere, Vækstfabrikkerne og Iværksætternetværket hos Stevns Erhvervsråd. Men også sparringen med hendes mand Lars Flaskager, der er selvstændig IT-konsulent, viste sig at være værdifuld og førte til et arbejdsrelateret samarbejde.

En atypisk webdesigner

Den 1. februar i år var Anette endelig klar med sin virksomhed “WEBstationen ApS”, hvor hun tilbyder udvikling af nye hjemmesider og re-design af eksisterende hjemmesider i WordPress. Her sørger hun for at skabe design og struktur, der er overskuelig for brugerne og nem at navigere rundt i.

– Jeg er nok en lidt atypisk webdesigner pga. min baggrund med systemoptimering og inddragelse af brugere i en stor koncern. Det ligger så dybt i mig, så man får langt mere end en “traditionel” webdesigner hos mig, forklarer Anette.

WEBstationens adresse er på Vækstfabrikken i Faxe, og det er ofte her Anette mødes med sine kunder. Men det er i hjemmet i Rødvig, at der er plads og ro til at Anettes kreative idéer og innovative tanker kan blomstre.

Begejstringen lyser ud af Anette, når hun fortæller om sit nye liv som iværksætter, og hun har ikke et øjeblik fortrudt, at hun sprang ud som selvstændig.

– Hvis man skal have succes som selvstændig, er det vigtigt, at man finder noget, man virkelig brænder for. Og jeg kan personligt ikke forestille mig noget bedre end webdesign, fordi det netop var en hobby, jeg synes var sjov at lave i min fritid før. Den begejstring og glæde bringer jeg nu ind i arbejdet på fuldtid hver dag. Mine børn har lige pludselig fået en mor, der er glad igen, fortæller Anette, der ofte bliver så optaget af sit arbejde, at hun kan have svært ved at lægge det fra sig.

– Kundeopgaver arbejder længe i mig og fylder mit hoved – jeg får konstant nye idéer til, hvordan tingene kan gøres nemmere og bedre. Sådan er det jo med optimering, ting kan altid forbedres, forklarer Anette og udtrykker samtidig en stor undren over, hvorfor mange virksomheder nedprioriterer deres profil på internettet og helt glemmer signalværdien i en professionel og opdateret hjemmeside.

Kunderne skal være stolte

WEBstationen er kommet godt fra start med kunder, der dels er kommet via Anettes store netværk og dels er kommet via anbefalinger fra tilfredse kunder.

– Kundeservice betyder alt for mig – at mine kunder er glade og stolte af deres hjemmeside, fortæller Anette.

Kunderne kommer fra alle brancher, men der er især tale om mindre virksomheder, der sætter pris på et tæt samarbejde baseret på forståelse, tryghed og tillid.

– Jeg forsøger virkelig at rumme kunden, og jeg bruger meget tid på at forstå deres forretning og hvem deres målgruppe er. Dermed ikke sagt, at jeg ”bare” følger kundens ønsker. Ofte er kunden usikker omkring deres budskaber og online profil – og hvad de egentlig har behov for på deres hjemmeside. Det er så her mine mange erfaringer med forretningsdrift og IT-optimering kommer kunderne til gode. Jeg kan godt li’ at prikke til deres grænser og præsentere dem for nye idéer, de ikke selv havde forestillet sig. Når kunderne efterfølgende meddeler, at hjemmesiden er bedre end forventet og den får ros i deres netværk, ja så er jeg meget tilfreds, afslutter Anette.

Læs mere om WEBstationen ApS på WEBstationen.dk              

 

Anettes 7 råd til dig, der vil være selvstændig:    

1. Du skal brænde for din idé og føle begejstringen i dit daglige arbejde.

2. Dit bagland skal være i orden. Der skal være en rimelig grad af forståelse og opbakning fra din partner og nære familie.

3. Træk på kompetencer i dit netværk og spørg andre til råds. Mød og udveksl erfaringer med andre iværksættere i f.eks. Iværksætternetværket.

4. Udnyt de mange gratis tilbud til iværksættere: IVÆKST-kurser, webinarer, rådgivning fra Stevns Erhvervsråd o.s.v.

5. Vær realistisk omkring din tid – skrønen om, at du bruger mere tid som iværksætter end som ansat, holder stik.

6. Uddeleger opgaver, der ligger uden for din kernekompetence. Udnyt at vi alle har forskellige ekspertiser. Du kan ikke spare dig til succes – du må investere.

7. Du skal have is i maven, optimisme, gå-på-mod og masser af viljestyrke.