Siden sommerferien har Strøbyskolen i samarbejde med Stevns Erhvervsråd kørt et forløb for eleverne på valgfaget Iværksætteri. Det er mundet ud i en flot butik, hvor eleverne i hele uge 47 har solgt varer, som de selv har designet og produceret.
Strøbyskolen har siden sommerferien kørt et valgfagshold om iværksætteri, og iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen fra Stevns Erhvervsråd har undervist eleverne i, hvordan man driver en virksomhed. I undervisningen blev eleverne blandt andet introduceret for erhvervsdrivende fra kommunen, og fik et indblik i de selvstændiges univers.
Elever fra 7.-9. klasse kunne i uge 47 slå dørene op for deres egen forretning – nemlig Designerhytten på Algade 19 i Store Heddinge. Eleverne havde selv designet, udviklet og produceret de varer, de solgte i butikken. Desuden havde de selv stået for indretningen, og de stod selv i butikken hele ugen.
Det var en forventningsfuld flok, der åbnede butikken mandag morgen i uge 47, og selvom der ikke var fuld af kunder i butikken hele tiden, så blev der hurtigt brug for at producere flere varer. De elever, der ikke stod i butikken, måtte i værkstedet igen.
Udvid horisonten
Det er vigtigt at introducere eleverne for muligheden for at blive selvstændig. Det er med til at udvide deres horisont og medtænke denne mulighed, når de skal vælge deres karriere. I forløbet stiftede de også bekendtskab med flere forskellige elementer af at drive virksomhed.
Gennem workshops udtænkte, udviklede og designede eleverne selv de varer, der skulle produceres. Det blev til dørstoppere, rustikke trækasser, spækbrædder, bordkort, fade, lysestager og stumtjenere. Derefter måtte eleverne nøje overveje, hvor meget de skulle producere af hver vare, og så gik produktionen i gang i sløjdlokalet.
– Arbejdet med iværksætteri er også arbejdet med kreativitet, samarbejde, nytænkning og en lang række andre værdifulde færdigheder for vores unge generation. Det er også at skabe samarbejder mellem virksomheder, elever og skolerne og at bringe det omkringliggende samfund ind i skolerne. Derfor er iværksætteri i folkeskolen en værdifuld indsats på mange områder, siger erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.
Selvom eleverne ikke alle sammen blev overbeviste om, at de i fremtiden vil drive deres egen forretning, har forløbet givet dem nogle gode erfaringer med på vejen. Det gik op for flere, at der var mange aspekter af at drive en virksomhed, som de ikke havde tænkt over før.