Stevns Erhvervsråds bestyrelse har på bestyrelsesmødet d. 5. april konstitueret sig og fået en ny formand. Charlotte Mannstaedt kommer fremadrettet til at bestride formandsposten med Finn Rasmussen som næstformand.
Onsdag d. 5. april mødtes Stevns Erhvervsråds bestyrelse til deres første og konstituerende bestyrelsesmøde siden generalforsamlingen d. 28. marts. Her blev Charlotte Mannstaedt fra Hansen Kitchen valgt som den nye formand, og Finn Rasmussen fra Advokathuset Stevns blev valgt som næstformand efter han havde trukket sig som formandskandidat.
Charlotte er oprindeligt uddannet radiotekniker, senere efteruddannet som digital designer og uddannet indenfor ledelses- og organisationsudvikling. Charlotte har arbejdet som selvstændig i mere end 20 år, og har derfor stor erfaring indenfor det at drive virksomhed. I 2005 flyttede Charlotte til Stevns, og har siden været med til at starte Stevns Fødevarenetværk og Stevns Erhvervsråd.
– Et af de vigtigste områder, jeg ser lige nu, er at få foldet det potentiale ud, der allerede er i virksomhederne, men som de har brug for hjælp til. Stevns rummer mange dygtige håndværkere, der har brug for de rigtige samarbejdspartnere til at få udnyttet deres potentiale, så de kan styrke og forbedre deres forretning og salg – og det spiller meget godt sammen med de tanker, der allerede er gjort i forhold til de indsatsområder, der blev fremlagt på generalforsamlingen, forklarer Charlotte.
Som ny formand for erhvervsrådet ser Charlotte frem til det forestående arbejde. Charlotte sætter altid fokus på muligheder fremfor begrænsninger, og hun glæder sig derfor til at se, hvor arbejdet bærer hen.
– Desuden mener jeg, at der er et stort potentiale i at gøre Stevns mere attraktiv for mindre virksomheder, der ikke har brug for de store byggegrunde, men blot kræver en god digital infrastruktur. Her tænker jeg særligt på familier, hvor den ene pendler og den anden etablerer virksomhed lokalt. Det betyder ikke, at vi ikke har plads til de store virksomheder også, men jeg ser nogle lavthængende frugter i denne målgruppe, fortæller Charlotte.
Bosætning og erhverv går naturligt hånd i hånd, og ejerledere vælger ofte at have deres virksomhed, der hvor de bor. Derfor er det relevant også at se nærmere på, hvordan man kan gøre Stevns Kommune mere attraktiv for folk at bosætte sig i, så flere får lyst til at flytte til kommunen og starte erhverv.
Sådan ser bestyrelsen ud
På generalforsamlingen var flere fra bestyrelsen på valg, og efter konstitueringen ser bestyrelsen derfor således ud: Charlotte Mannstaedt fra Hansen Kitchen er formand, Finn Rasmussen fra Advokathuset Stevns er næstformand, og Connie Duedahl fra DuedahlPLUS, Rasmus Visby fra Visby.dk, Jimmy Schrøder fra Flemming Schrøder, Lars Warm fra Danske Idrætssvømmehaller og Lea Ahrenkiel-Frellsen fra Dan Pumper er alle bestyrelsesmedlemmer.
Som suppleanter blev Jens Riis fra ScienceVision og Jan Erik Dahl Hansen, der er Investeringschef og Sparringspartner, valgt.