Siden Niels Frederik Lund startede som erhvervskonsulent med fokus på turisme i starten af april, har han haft travlt med at lære Stevns at kende som turistdestination. Selvom der lige nu mangler oplevelser og tilbud til turisterne, tror han på, at Stevns har potentiale som turistdestination – ikke mindst takket være de mange lokale ildsjæle.
Det er nu to måneder siden, at Niels Frederik Lund – i daglig tale Frederik – startede som erhvervskonsulent med fokus på turisme i Stevns Erhvervsråd. Siden hans ansættelse har han haft travlt med at lære Stevns bedre at kende på en del ture rundt i kommunen og gennem gode snakke med alle de erhvervsdrivende, organisationer og ildsjæle som er involveret i turismen:
– Folk har været utroligt positive og imødekommende, og så er der også en masse mennesker, som har mange gode idéer til, hvad man kan gøre på Stevns, siger Frederik som er glad for den varme modtagelse han har fået.
Frederiks job består i at vejlede den enkelte turismevirksomhed, at styrke samarbejdet på tværs mellem turismeaktørerne i kommunen og i at skabe samarbejde med virksomheder og organisationer uden for kommunen som kan styrke Stevns som turismedestination både nationalt og internationalt.
Mange års erfaring i rejsetasken
I sin nye rolle har han masser af praktiske erfaringer at trække på fra mange års arbejde i Albatros rejser, Gislev Rejser og Marco Polo. Oven på de praktiske erfaringer står en stærk faglighed, som Frederik har fået gennem mange år som studerende og underviser i universitetsverdenen i Danmark, Tyskland, England og Kina.
– Jeg har en meget god forståelse for, hvad gæsten gerne vil have, for jeg har arbejdet med turister i så mange år. Så er jeg også god til at tænke strategisk, for med den baggrund jeg har fra universitetet har jeg en masse værktøjer til at forstå virksomhedens position i markedet, og hvad de skal gøre for at nå deres målgruppe og deres mål, forklarer Frederik, som meget gerne vil mødes med Stevns’ turismevirksomheder til en snak om deres virke og udvikling.
Med sin stærke faglighed og mangeårige erfaring kan han rådgive den enkelte virksomhed om produkt- og konceptudvikling, f.eks. hvordan man helt konkret møder kunden og får dem til at føle sig velkommen.
– Ofte kan små ændringer gøre en kæmpe forskel for gæsten, forklarer Frederik.
Virksomheder kan også få rådgivning i markedsføring af deres turismeprodukt. Det gælder ikke mindst på de sociale medier, som Frederik har en stor viden om gennem en Ph.d. i samarbejde med Visit Denmark, der netop handlede om, hvordan turisterne bruger de sociale medier til at fortælle om deres oplevelser.
En større buffet af oplevelser og tilbud
En af årsagerne til, at Frederik søgte sin nuværende stilling, var muligheden for at være med til at udvikle Stevns som turismedestination.
-Jeg synes jo, at destinationsudvikling, branding og markedsføring er spændende, og det har jeg også arbejdet med på destinationer i Litauen og Kina. Og jeg kunne se, at der var potentiale på Stevns, bl.a. fordi Stevns Klint for nylig blev udnævnt til Unesco verdensarv.
For at blive klogere på, hvordan Stevns kan udvikles som turistdestination, har Frederik som en af de første opgaver kastet sig over en værdikædeanalyse – det vil sige en analyse af kundens rejse lige fra den første søgning på rejsemålet til transport, overnatning, bespisning og oplevelser.
– Vi skal have en buffet af oplevelser og tilbud og for øjeblikket er buffeten mangelfuld, og så går folk et andet sted hen. Så vi skal have mange flere oplevelser og servicetilbud til rådighed på vores buffet, forklarer Frederik.
Cykelkoncept på vej
Frederiks analyse peger på, at der både er brug for flere sengepladser, men også flere oplevelser, som turisterne er villige til at betale for. Det drejer sig både om helt nye oplevelser, men også en udbygning af de eksisterende oplevelser.
For at skabe bedre sammenhæng mellem de nuværende oplevelser, er Frederik på initiativ fra flere turismevirksomheder i gang med at undersøge mulighederne for at starte et cykeludlejningskoncept.
– Det har jo altid været et stort problem, at folk går på Trampestien og så ikke kan komme hjem igen. Man vil nu prøve, om der er mulighed for at sætte de her udlejningscykler på forskellige lokationer, som gæsterne kan leje via en app hos en aktør og aflevere dem hos en anden aktør, forklarer Frederik.
Cykeludlejningen gør det ikke blot nemmere for turisterne at komme rundt mellem oplevelserne – de sammenhængende ruter er også lettere at markedsføre uden for kommunen:
– Det vil betyde, at organisationer som Wonderful Copenhagen, VisitDenmark og Copenhagen Visitor Center kan markedsføre vores ruter på deres platforme, så det vil starte en synergieffekt.
Mere synlighed
Netop Stevns’ online synlighed er et af de områder, som Frederik arbejder på at styrke bl.a. gennem samarbejde med andre organisationer uden for kommuner – senest har DOT (Din Offentlige Transport) lagt Stevns Klint ind som et forslag til en dagstur på deres hjemmeside.
– Folk spørger om Stevns Klint ligger ved Møn, og det er jo træls, når vi rent faktisk ligger tættere på København og kan nås på kort tid, forklarer Frederik.
Han arbejder samtidig på at styrke synligheden for de mange lokale turismeaktører, vi har hernede, f.eks. de mange Bed & Breakfast. Derfor samarbejder han bl.a. med Verdensarv Stevns om at tilrettelægge og undervise i kurser i TripAdvisor og Google Reviews, ligesom han gerne tager et møde med virksomheder, som vil have inputs til at styrke deres online synlighed.
Stevns er noget særligt
Selvom der endnu ikke er så mange ”retter” til gæsterne på Stevns’ buffet, er Frederik dog overbevist om, at potentialet for at skabe en velbesøgt destination med et varieret udbud af oplevelser er til stede:
– Det handler ikke om at skabe Disneyland hernede. Vi skal slå på, at vi har nogle fantastiske naturoplevelser, og vi har nogle fantastisk flinke mennesker på Stevns, som virkelig gerne vil yde en god service og gøre folk glade – vi er faktisk noget specielle her på Stevns og det skal folk vide, forklarer Frederik, som langt fra står alene med sit ønske om at udvikle Stevns’ turisme:
– Jeg bliver jo konstant kontaktet af folk som helt af egen vilje og motivation kommer og siger, at de gerne vil gøre noget, så folk fra hele Danmark og resten af verden kan opleve Stevns. Det er dén motivation og glæde ved Stevns, som jeg skal benytte mig af til at gøre en forskel hernede, lyder det afsluttende fra Frederik som ser frem til et godt samarbejde med ildsjælene og alle de andre turismeaktører i og uden for kommunen.
Hvis du er interesseret i et møde med Niels Frederik Lund, kan du kontakte ham på tlf: 23741425 eller mail: frederik@stevnserhvervsraad.dk.
MØD EN MEDARBEJDERNy artikelserie! Følg med hver måned, når vi på skift sætter fokus på en medarbejder i Stevns Erhvervsråd for at gøre jer klogere på, hvilke kompetencer du har adgang til i erhvervsrådet, og hvordan vi hver især bidrager til sekretariatet. I juli kan du møde Helle Merethe Johannesen, der som mangearmet blæksprutte og sekretær holder styr på medlemmer og administration og får alting til at glide i vores dagligdag i Tinghuset. |