50 nye ”landcykler” skal være med til at skabe en mere sammenhængende og dynamisk turisme i Stevns Kommune. Det er resultatet af et godt samarbejde mellem erhvervsrådet og lokale virksomheder, mener turismekonsulent Niels Frederik Lund. 

Der har længe været et ønske om at gøre det lettere for turisterne at komme rundt i Stevns Kommune. Og særligt turen hjem fra en lang gåtur på Trampestien kan være en udfordring for besøgende.

Nu har Rødvig Ferieby og Rødvig Kro & Badehotel i samarbejde med Stevns Erhvervsråd fået sikret en aftale med virksomheden Donkey Republic, der skal opsætte 50 cykler på 10 udvalgte lokationer.

Borgere og turister vil så kunne leje en cykel med mobilen og vil derfor blive meget mindre afhængige af den offentlige transport.

Turismekonsulent Niels Frederik Lund er her på TV2 Øst for at fortælle om cyklerne.

Turismekonsulent Niels Frederik Lund er her på TV2 Øst for at fortælle om cyklerne.


Et stærkt lokalt samarbejde
Niels Frederik Lund har selv været en central del af udarbejdelsen af aftalen om cyklerne. Sammen med Erhvervschef Thomas Christensen og Erhvervs- og iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen, har han hjulpet lokale de lokale turistvirksomheder med at få tankerne til at blive til virkelighed:

-Det er et eksempel på, hvor meget vi kan gøre, når vi samarbejder. Mine kollegaer fra Stevns Erhvervsråd hjalp bl.a. virksomhederne med at oprette Stevns Cykelturistforening og jeg selv havde kontakten til Donkey Republic. Samarbejdet med Rødvig Kro & Badehotel samt Rødvig Ferieby viser, at vi kan skabe en udvikling, når vi går sammen om en fælles indsats.


Erhvervsrådet forhandlede kontrakt i hus
Også én af initiativtagerne bag projektet, Kathrine Hendriksen fra Rødvig Kro & Badehotel mener, at samarbejdet har været medvirkende til at få projektet i hus:

-Stevns Erhvervsråd har været en rigtig stor hjælp. Der er kun gået halvanden måned fra, vi først fik ideen til, vi kunne lancere cyklerne. Erhvervsrådet har hjulpet os med sparring til hvordan, vi skulle konstruere og drifte projektet. Her har de hjulpet os med at oprette en forening og alt det praktiske som at lave vedtægter, sende ansøgning til kommunen osv. Frederik har også stået for at forhandle kontrakten med Donkey Republic om cyklerne.

 

Det er et stort hold af frivillige, der står bag det nye samarbejde, Stevns Cykelturistforening.

De mange frivillige, der er med i det nye samarbejde, Stevns Cykelturistforening fejrer her lanceringen af cyklerne sammen med politikere og venner.

Ifølge turismekonsulenten var det en team-indsats på tværs af kollegaerne i erhvervsrådet og medlemmerne af den nu nyoprettede forening, Stevns Cykelturistforening. Han mener, det vil få stor betydning for udviklingen af turismen:

-En god infrastruktur er en central del af at gøre det nemt og attraktivt for turister at komme til Stevns, så vi er utroligt glade for og stolte over, at det er lykkedes for os at få aftalen på plads, fortæller Niels Frederik Lund.

 

 

Sådan gik det til:

Teamet fra Stevns Erhvervsråd bestod af:

  • Erhvervschef Thomas Christensen, der stod for sparring i forbindelse med oprettelse af en ny forening og vedtægter dertil
  • Erhvervs- og iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen, der især bidrog med sparring omkring økonomi, moms & skat samt på selve dagen, hvor han bidrog til at samle og fordele cyklerne.
  • Turismekonsulent Niels Frederik Lund, der bidrog til den strategiske del af projektet samt ved at forhandle en kontrakt med cykelleverandøren Donkey Republic.

Hvordan kan din virksomhed også få sparring?
Skriv til turismekonsulent Niels Frederik Lund på frederik@stevnserhvervsraad.dk eller iværksætter- og erhvervskonsulent jesper@stevnserhvervsraad.dk for at få input til en idé eller et projekt, du overvejer. Så kan vi se, hvordan Stevns Erhvervsråd bedst kan hjælpe dig med at udvikle den.