Med et kykliky fra den lokale hane bliver man budt varmt velkommen til den eneste golfbane i Stevns Kommune, der ligger i landlige omgivelser lige uden for Valløby. For godt et år siden købte Kirsten Winther-Olsen Vallø Golfcenter sammen med sin bror og morbror. Det blev startskuddet til et liv som selvstændig.
En familie med købmandsgen
Med en drøm om at gå i familiens fodspor og blive selvstændig erhvervsdrivende gik alt pludselig op i en højere enhed, da det kom på tale, at Kirsten kunne overtage den daglige drift i Vallø Golf.
– Vi, i min familie, er nok født med et købmandsgen, så det der med at handle og drive noget, det kan vi godt lide. Jeg elsker mit job her. Det er det bedste job, jeg har haft – og jeg har altså haft nogle stykker, smiler Kirsten.
Efter nogle økonomisk hårde år for Vallø Golfcenter, valgte familien fra Kratgården, der anlagde golfbanen for 15 år siden, at sælge den fra til familien Winther-Olsen med det formål at drive golfbanen videre i samme ånd.
Med overtagelsen af golfbanen kunne Kirsten endelig udleve sin drøm og sætte sig i direktørstolen 1. september 2018. Kratgårdens ejere har dog ikke sluppet taget fuldstændig, og det er Kirsten meget taknemmelig for:
– Det dejlige ved overtagelsen er, at vi har det bedste forhold til sælgerne, Lorents, Birgit og deres tidligere svigersøn, John. De hjælper og arbejder her stadig. Det er vi rigtig glade for, fordi det er jo dem, der har forstand på at pleje banerne. Så passer jeg butikken, kontoret og servicerer vores gæster og medlemmer.
En golfbane for alle
I Vallø Golf er der plads til alle. For som Kirsten siger: Det er vigtigt, man kan komme her og finde nogle, man kan spille golf og hygge sig med. Vi har 27 huller; En stor 18-huls-bane, en ”Pay & Play”-bane på 9 huller og en driving range, hvor man kan øve sine golfsving. Er man ikke til golf, kan man prøve kræfter med krolf, footgolf eller gå en tur på naturstien rundt om golfbanen.
– Jeg synes simpelthen, her er så dejligt. Man føler sig hjemme og slapper fuldstændig af. Her er bare plads til alle, unge som gamle. Der er så meget rummelighed og glæde, fortæller Kirsten.
Medlemmerne i Vallø Golf er primært over 60 år, og derfor har Kirsten valgt at gøre en ekstra indsats for at vække interessen for golf hos flere børn og unge. Til det har hun fået hjælp fra de frivillige ildsjæle i klubben. Indsatsen har indtil videre medvirket til en tredobling af unge golfspillere mellem 19 og 30 år samt en succesfuld start på en juniorafdeling under 19 år.
– Det betyder meget for de unge, hvis de ikke behøver betale hele kontingentet i januar, men kan fordele det på 12 måneder. Det har været et plus. Så foreslog jeg, at kontingentet for de unge skal være i samme prisklasse som et fitness-medlemskab.
Virksomhedsbesøg af borgmesteren
Som ny-udklækket iværksætter hørte Kirsten hurtigt om erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd. Igennem artikler og bekendte vidste hun, at Thomas var energisk og interesseret i at hjælpe virksomheder.
– Jeg inviterede Thomas til et møde og spurgte: Hvordan kan du hjælpe mig som ny iværksætter på Stevns? Thomas og Stevns Erhvervsråd hjalp mig i gang med et RaketVækst-kursusforløb og med at deltage i Verdensarvs-partnernetværket i Stevns Kommune. Stevns Kommune var også stærkt medvirkende til, at vi fik virksomhedsbesøg af borgmesteren og kommunen.
Et af emnerne på virksomhedsbesøget var ejendomsskatten. For nogle år siden fik Vallø Golf en forkert benyttelseskode i forbindelse med vurderingen af ejendomsskatten, så de betaler langt mere i skat end mange andre golfcentre – og det har alvorlige konsekvenser for økonomien:
– Vi vil gøre alt for at få nedbragt vores ejendomsskat, så vi har råd til at have en golfbane i Stevns Kommune i fremtiden. Vores naboklubber betaler ikke i nærheden af den ejendomsskat, så det er også ulige konkurrencevilkår. Det er en kæmpe udfordring for os.
Et træ i julegave
For Kirsten er det en kæmpe drivkræft at kunne se, hvordan idéerne lykkes og bliver til virkelighed. Et godt eksempel på det er et større træprojekt, hvor hun sammen med golfklubben og en banekonsulent fra Dansk Golf Union kom frem til at plante træer på golfbanen. Herefter greb det om sig:
– Inden jul sendte jeg et brev ud til alle medlemmerne, hvor jeg spurgte, om de ville købe deres eget træ på banen som en julegave til Vallø Golfcenter. Jeg havde indkøbt 50 træer, fordi jeg mente, det var mere end rigeligt. Vi endte med at plante 130 træer. Det har været et fantastisk projekt, fortæller Kirsten stolt.
Træprojektet er ikke kun med til at gøre golfbanen visuelt flottere, det har også medført noget langt vigtigere end det:
– Når jeg som ejer i samarbejde med klubben kan bringe idéer til live på den måde, så opstår der et sammenhold. Vi har sat skilte på træerne, så man kan se, hvem der har doneret hvilke træer. Nogle gange rammer spillerne et træ, der er doneret af en modspiller. Det giver et sammenhold, men også lidt fight og sjov, griner Kirsten.
Kirsten emmer af energi og har mange idéer for videreudviklingen af Vallø Golf, og med den nye byggetilladelse er hun nu klar til at ombygge den gamle staldbygning, så der kommer klublokale, mødelokale, toiletter og omklædningsrum.
– Der er godt her, men det kan blive endnu bedre. Det er vigtigt, vi viser, at vi ikke lukker. Vi er kommet for at blive, siger Kirsten entusiastisk.