Dambækgaard har en vision om at inspirere andre til en bæredygtig levestil. Over 95 unge frivillige har boet på gården for at lære om bæredygtighed, og siden, de åbnede op for udlejning via Airbnb og booking.com, har de været fuldt bookede i sommerperioden. Nu gør de klar til endnu en udvidelse.

Dambækgaard ligger et stenkast fra Hårlev, omringet af marker og en række fine træer. En flok grise løber én i møde, når man tager den lille vej op mod gården, hvor der går både høns og løbeænder frit på gårdspladsen.

-Vi havde drømmen om at lave ferieoplevelser. Ikke bondegårdsferie, som vi kender det her i Danmark, men mere inspireret af den måde, man gør det på i Frankrig og Italien. Så vi købte en campingvogn og der flyttede en ung fyr ind i den. På 4 år har vi haft 95 unge frivillige, der har boet her i alt fra 4 dage til 18 måneder, fortæller Kirstine Bergholdt Bjerre, der sammen med ægtemanden har fået stablet Dambækgaard-konceptet på benene.

skilt_800x600

 

Et center for bæredygtigt liv
Kernen for Dambækgaards aktiviteter er det bæredygtige liv, som ifølge Kirstine Bergholdt Bjerre ikke kun omfatter at passe på miljøet:

-Hvis du sidder med dyre realkreditlån, skal have det nyeste teknologi, skal på 2-ugers sommerferie i Italien, en uges skiferie og 1-2 kæresteture om året, så kommer du ind i et hamsterhjul, hvor du hele tiden skal pace dig selv til at præstere, forklarer Kirstine Bergholdt Bjerre.

Derfor giver Dambækgaard en mulighed for, at man kan koble fra og bo på en gård i en kortere eller længere periode, hvor man f.eks. lærer at dyrke grønt, holde dyr og vedligeholde en gård. Det mener hun, kan være en god oplevelse for mange:

-Det er oplevelsen i at bo et sted, hvor der er dyr, der løber frit rundt. Du kan være med til at fodre dyrene og om aftenen kan du få mad lavet af det, der er dyrket på gården. Du kan lære hvordan det er, når en gris farer eller hvordan det er at arbejde i et drivhus. Det er en kombination af mad, overnatning og oplevelse.

Mormors traditioner i nye klæder
Drømmer om at starte Dambækgaard kom fra Kirstine Bergholdt Bjerres barndom, hvor hendes mormor havde en gård på Lolland. Her blev der kokkereret, bagt, syltet, og alt sammen med årstidens råvarer. På daværende tidspunkt var det naturligt, at man brugte de varer, der var tilgængelige, men i dag er det ikke så enkelt. Derfor er det vigtigt for Kirstine Bergholdt Bjerre at holde traditionerne ved lige:

-Det, jeg kan, har jeg lært af min mormor. Dengang var der ingen, der havde agurker og tomater i januar måned, så du brugte det, du havde. Det har altid ligget dybt i mig, at sådan gør man. Jeg synes også, vi skylder vores 3 børn at vise dem hvordan, man lever ansvarligt og brede det ud til andre.

grise_800x600

LAG-midler til udvidelse
I maj sidste år fik Dambækgaard et tilskud af den såkaldte LAG-pulje, der administreres af Udvikling Stevns, og som går til udvikling af lokale projekter på Stevns. Her fik den bæredygtige gård 175.000 kr. som hjælp til deres planer om at omdanne en gammel lade til et nyrenoveret hus, der rummer et industrikøkken, 3 ekstra lejligheder til overnattende gæster, bad og toilet samt kursusfaciliteter.

Med denne udvidelse bliver det muligt at kunne tilbyde små højskoleophold, større arrangementer og større overnatningskapacitet til de mange turister, der lægger vejen forbi Dambækgaard.

-Det er med i projektplanen, at der også kommer en gårdbutik. Vi forventer at have værelser færdige, så vi kan modtage flere gæster i løbet af sommeren 2021, fortæller Kirstine Bergholdt Bjerre.