Ny håndværksvirksomhed vælger elbil

ARtom startede for 1,5 år siden, da Allan Juul Christiansen og Robert Stanley Wilkins (til daglig Rob) besluttede, at de gerne ville prøve at være deres egen chef. De to tømrer ville også gerne være frie til at gøre tingene på deres måde, når det kom til at vælge klimavenlige løsninger

”Vi prøver at vælge de grønne løsninger når de er der. Det er noget, der betyder meget for os,” fortæller Allan, da vi møder ham, Rob og deres lærling en tidlig morgen.

”Vi gør alt det her fordi vi har en interesse i at vælge mere bæredygtige løsninger – og samtidig kan vi se, at det gør, at vi skiller os positivt ud. Vi er ikke i tvivl om, at fx CO2 regnskab bliver et krav i fremtiden, så vi kan lige så godt starte nu og få et forspring,” tilføjer Rob.

Tilvalgt el-bil

Et af de tilvalg, ARtom har gjort, er at skrifte den ene bil fra diesel til el.

”Vi har to biler. En der kører på el, som vi bruger som mandskabsvogn og så vores dieselbil. Den er vi nødt til at have, fordi el-bilen ikke har nok trækkraft, når vi kører med anhænger til materialer. Så alle andre, der har to biler, kan sagtens gøre det samme,” forklarer Rob.

Og det er noget, som både kunderne og de andre håndværkere lægger mærke til og gerne vil vide mere om.

”For vores kunder er det klart noget, der gør os mere lækre og som de vægter i valget af håndværker. De andre håndværkere spørger ind til vores erfaringer. De er nok lidt bange for kapaciteten og om de kan nå at køre frem og tilbage uden at skulle lade. Det kan man godt. Vi har ingen problemer med at nå til København og tilbage igen – selv om vinteren,” fortæller Allan.

 

Andre ting ARtom gør

”For os, vil det være en falliterklæring hvis vi ikke handler på at nedbringe CO2-udledningen, der hvor vi kan,” siger Rob om grundlaget for de valg, de træffer i ARtom. Det gælder fx i forhold til den isolering og de vinduer de tilbyder kunderne.

Horton isolering er norsk træ-isolering fra resttræ i stedet for traditionel mineraluld: ”Det er en løsning, som mange af vores kunder gerne vil betale for,” forklarer Allan og tilføjer, ”men det er ikke noget de efterspørger af sig selv, fordi de ikke ved at der findes alternativ isolering”.

ARtom har også valgt at bruge vinduer produceret i DK. Det gavner arbejdspladser og mindsker transport.

Skyd genvej til viden og netværk

Meld dig ind i Stevns Erhverv

Som medlem af Stevns Erhverv har du nem adgang til en lang række fordele, spændende arrangementer og et stort lokalt netværk af lokale erhvervsdrivende.

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi glæder os til at byde dig velkommen som medlem af Stevns Erhverv.

Tilmeld dig nu

 

Tilmeld dig nu