På en blæsende februar dag sidder Pia Damsgaard, indehaver af Café Algade og MAD TU GÅ, hjemme med en opereret fod. I denne artikel kommer du med ind bag kulissen i hendes forretninger, hvor 14 timers arbejdsdage, stolthed og stædighed gør, at gæsterne stadig siger ”tak” for en god oplevelse!
Min mand, Manolis og jeg åbnede dørene til Café Algade i 2008. Tanken var hygge, kaffe og hjemmebag i stilige lokaler med tapet på væggene og krystal lysekroner i loftet. Enkle tallerkener af høj kvalitet med vores egne vine fra Grækenland. Drømmen om at skabe vores egen Ladurée fra Rue Royal i Paris.
Vores nye forretning MAD TU GÅ på Nytorv i Store Heddinge er varm færdiglavet mad i den travle hverdag – og til alle-mands-priser. Vi er ikke til medister og stegt flæsk, men vil fastholde idéen om Middelhavskøkkenet – friske råvarer og olivenolie, kort og godt.
Hvordan går det med Café Algadeog Mad TU GÅ?
Vi kunne, som de fleste andre spisesteder, godt tænke os en mere homogen arbejdsuge med bedre gæsteflow i hverdagene. Men på Stevns er der tradition for at spise ude fredag og lørdag. Derfor må vi tit melde udsolgt mens lokalerne er halvtomme i ugedagene.
Noget der kan samle gæster, er TEMA-arrangementer – kom som privat person, men vær del af et oplevelsesfællesselskab. Hele sidste sommer kørte vi Græsk Sommerfest hver torsdag med grillspyd, græske specialiteter, sprøde kager og kold græsk vin. Fuldt booket, hver gang.
Hvordan er jeres erfaringer med at hente arbejdskraft fra Grækenland til DK?
Jeg pointerer altid, at vi IKKE er et græsk spisested. Men vi har mange ægte græske arrangementer, hvor vi forandrer vores image og laver græsk mad, bedre end de fleste kender det fra Grækenland. Jeg laver selv mange af de traditionelle retter som min svigermor har lært mig. Jeg elsker det!
Men vores uddannede kokke fra Grækenland tager over, når vi har større selskaber og ligeledes er det dem, der står for tilberedningen af maden i MAD TU GÅ.
Udenlandsk arbejdskraft kender alle i branchen. Vores fordel er, at vi taler græsk og engelsk som modersmål, og det er helt naturligt for os, at kommunikation forgår internationalt. Vi skaffer selv vores personale, men jeg ved, der i øjeblikket i Horesta arbejdes på et fælles netværk i EU-landene, for at lette processen ved at hyre arbejdskraft udefra.
Jeg kan varmt anbefale at have medarbejdere fra andre lande. Det tilfører så meget energi i teamet, nye tilgange og idéer.
Hvor kommer kunderne fra?
Det stolte, stevnske folk! Vi værdsætter i høj grad den kontinuitet vores stamkunder bidrager med. En fadøl, en fødselsdagsfest, en firmafrokost, en mødregruppe og de helt særlige arrangementer, hvor menuen laves efter gæstens ønske og de har hele restauranten som deres hjem.
Vi er også heldige at have mange internationale og danske turister. De kommer pga. UNESCO verdensarv, bryllupsformidlinger og den generelt voksende turisme på Stevns. Men også med modsat fortegn, kommer mange for Café Algades kvalitet og smukke indretning, og besøger så steder på Stevns, de måske ikke havde planlagt. At se og opleve, skal matches med at spise og afslappe.
I MAD TU GÅ kommer også mange ældre borgere og henter aftensmaden. Med en god sludder, en smule sladder og tit mad til 2 dage i en portion, er det populært og med en vis social gevinst.
Skyd genvej til viden og netværk
Meld dig ind i Stevns Erhverv
Som medlem af Stevns Erhverv har du nem adgang til en lang række fordele, spændende arrangementer og et stort lokalt netværk af lokale erhvervsdrivende.
Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi glæder os til at byde dig velkommen som medlem af Stevns Erhverv.