Den Levende Fiskerihavn har til formål at revitalisere Rødvig Havn som et centrum for havrelaterede aktiviteter. Ved at skabe synergier mellem fiskeri, forskning og lokalsamfundet søger projektet at genoplive fiskeriet, forbedre havmiljøet og styrke biodiversiteten.

Fiskeri, forskning og lokalsamfund

Projektet vil etablere et hav- og forskningscenter på Rødvig Havn. Her skal der være udklækning af fisk, dyrkning og forskning i søgræs, muslinger og tang, forskning i havmiljø og skånsomme fiskemetoder samt formidling af havet og dets betydning til lokalsamfundet og turister.

Gennem disse aktiviteter ønsker Den Levende Fiskerihavn at skabe et “living lab” for fiskeri og forskning samt tiltrække besøgende til havnen, hvor hele det lokale samfund og erhvervsliv er involveret.

Lokalt samarbejde

”En essentiel del af projektet er det tætte og gode samarbejde med lokale virksomheder. Et samarbejde, der gerne skulle komme begge parter til gode. Derfor er det også en prioritet at bruge lokale leverandører til løsning af opgaver, så vidt det er muligt,” fortæller Karl Michael Sloth, der er initiativtager til projektet og formand for bestyrelsen.

”Jeg håber, at rigtig mange lokale virksomheder også kunne have lyst til at støtte op om projektet økonomisk gennem et sponsorat. Hvis man er nysgerrig, er man meget velkommen til at kontakte mig.”

Projektet er blevet til med bl.a. 1,5 mio. kr. i støtte fra Landdistriktspuljen, og søger løbende efter yderligere finansiering til dele af projektet fra både danske og internationale fonde.

Stevns Erhverv er en del af projektet for at understøtte den lokale udvikling med erhvervslivet i centrum. Lige nu bidrager vi primært med kommunikation, markedsføring og fundraising.

Folkefest på havnen

Den 7. september fra kl. 12-17 kan du komme med til festdag på havnen i Rødvig, når Den levende Fiskerihavn indbyder beboere, virksomheder og interessenter til hygge, boder, spisning og udsætning af fiskeyngel.

To mennesker i vand til livet, udsætter fiskeyngel fra sort plastkasse.

Spørg mig

Mette Lerdorf

Mette Lerdorf

Projektkonsulent