På havnen i Rødvig står Karl Michael Sloth og drømmer om, at verden kunne se anderledes ud. En drøm om at havnen var en levende havn ved et levende hav. Et sted, hvor man kan købe frisk fisk fanget lokalt i et sundt hav af lokale fiskere. En havn, der kan være et foregangssted for andre havne – både nationalt og internationalt

«Jeg vil gerne have, at vi bliver et foregangssted for alle havne i hele Danmark. Den første bæredygtige fiskerihavn, der bidrager til balancen i havet og som skaber viden, forskning, oplevelser og lokal forankring. Vi starter med at udsætte fiskeyngel og bygge et internationalt havcenter og så skal vi vise, hvordan alle andre kan få glæde af det her. Vi går forrest og når de andre følger med, så redder vi havet én havn ad gangen,” forklarer Karl Michael Sloth, der er idémanden bag Den Levende Fiskerihavn.

Fra salgschef i bilbranchen til cand.mag. i filosofi.

Så hvem er manden med bøllehatten, som flere lokale efterhånden har stiftet bekendtskab med? Og hvorfor har han valgt at starte projekt i Stevns.

Karl Michael Sloth er født og opvokset i Nordsjælland, men har tilbragt sine teenageår i Nordjylland. Den omvæltning har på mange måde præget ham gennem livet:

”Jeg er en stædig natur, så det endte med at selv nordjyderne accepterede mig som den mærkelige fisk jeg er. Deroppe, der slider og slæber folk og der er en meget ligefrem måde at være på. Det har jeg stadig i mig – nogle gange kan der godt dukke en nordjyde op i mig.”

Han har arbejdet med lidt af hvert gennem sit liv, både i Danmark og udlandet. Senest har Karl Michael taget skiftet fra salgschef i bilbranchen og læst en cand.mag. i praktisk filosofi.

I 2020 flyttede han så til Store Heddinge og blev taget med storm af den særlige ånd han oplevede i lokalområdet.

”Stevns er unik: 37 % af stevnsboerne laver noget frivilligt. Det siger alt om stevnsboerne. Folk er klar til at støtte op og vil gerne deres lokalområde. Folk her er stolte og vil gerne vise, at man kan selv. Den energi er med til at flytte bjerge og også drive et projekt som Den Levende Fiskerihavn.”

To mennesker i vand til livet, udsætter fiskeyngel fra sort plastkasse.
To mennesker i vand til livet, udsætter fiskeyngel fra sort plastkasse.

Foregangshavn

For Karl Michael er det at være med til at revitalisere lokalsamfundet og gøre det til et godt sted at bo en stor del af bevæggrunden for, at han kaster liv og sjæl ind i Den Levende Fiskerihavn. Samtidig ønsker han også, at projektet skal være med til at sætte Stevns på landkortet.

”Jeg kommer med en kærlighed til havet, som jeg ved, at jeg også deler med andre. Jeg flyttede til Stevns, fordi det er et fantastisk område, fyldt med fantastiske mennesker, der gerne vil have et levende lokalsamfund. Jeg vil gerne kunne gå ned på havnen og købe to skrubber i en plasticpose – det er det, det handler om,” fortæller Karl Michael og fortsætter,

”Hvis det skal lykkes, er vi nødt til at gøre noget ved den tilstand havet er i nu. Vi kan ikke vente på, at der kommer noget fra andre. Vi skal arbejde med forandringen lige her, så havet ikke dør, men bliver en levende del af vores hverdag og vores lokalsamfund”.

Den levende Fiskerihavn er med andre ord, et storstilet projekt, der både skal redde livet havet, det lokale fiskeri og havnen. Det skal skabe viden, oplevelser og lokalt fællesskab. Det skal sætte Stevns og Rødvig på landkortet og være en inspiration for andre havne.

Folkefest på havnen

Den 7. september fra kl. 12-17 kan du komme med til festdag på havnen i Rødvig, når Den levende Fiskerihavn indbyder beboere, virksomheder og interessenter til hygge, boder, spisning og udsætning af fiskeyngel.

Spørg mig

Mette Lerdorf

Mette Lerdorf

Projektkonsulent