Det er op til det nye hold af politikere at udforme en fremadrettet strategi på udbudsområdet i Stevns Kommune. Erhvervschef Thomas Christensen ser gerne, at den bliver så ambitiøs som mulig.
”Det er vigtigt for virksomhederne i Stevns Kommune, at de får mulighed for at byde ind på de opgaver, der ligger i det offentlige. Det er til gavn for erhvervslivet og kan desuden føre til besparelser. Det er vigtigt, at kommunen er med til at understøtte det lokale erhvervsliv på det her område”, siger Thomas Christensen, der er erhvervschef i Stevns Erhvervsråd.
Det mener Venstre og Socialdemokratiet
I kommunens udbudsstrategi gældende fra 2010-2013 er målet, at 31,5 % af de opgaver, der kan udbydes, også bliver det i år 2015. Når den nye strategi for 2014 og frem skal udvikles, ser Venstre gerne, at de mål holdes og også gerne overskrides.
”Venstre Stevns ønsker, at udbyde de kommunale driftsopgaver, der hvor det giver mening. Udbud i sig selv er ikke et mål, men et middel til at få skattekronerne til at række længst muligt. Vi ønsker at opfylde de aftalte nationale mål, og meget gerne gå ud over det for til stadighed at holde fokus på området”, fortæller Flemming Petersen, der genopstiller som kandidat for Venstre.
I Socialdemokratiet er de ifølge Mogens Hansen derimod ikke overbeviste om, at det nødvendigvis vil være til gavn for borgerne, at flere opgaver udliciteres til private virksomheder.
”Vi er ikke sikre på, om det vil tjene borgerne, at flere opgaver varetages af private virksomheder. Det er i hvert fald en forudsætning, at regler og reglementer overholdes. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt sætte tal på, hvad vi ønsker i en udbudsstrategi, men vi følger selvfølgelig de nationale retningslinier, der er på området”, siger Mogens Hansen, der genopstiller for Socialdemokratiet.
Stevns Kommune ligger over landsgennemsnittet
Stevns Kommune ligger over landsgennemsnittet, når det kommer til at sætte opgaver i udbud. I 2012 satte Stevns Kommune 28,5 % af de opgaver, der kan udbydes i udbud og ligger på den måde lidt over landsgennemsnittet, der i 2012 var på 25,4. Det viser tal fra en undersøgelse foretaget af Dansk Industri. Der er dog stadig et stykke vej til de 37,5 %, der er gennemsnittet af de ti kommuner, som har flest opgaver i udbud.