Spørgelysten var stor og der kom mange konkrete forslag på bordet, da over 30 stevnske virksomheder mødtes med kommunen og politikerne til dialogmøde om den kommende erhvervspolitik for 2024-27.
Målet for mødet, var at blive klogere på, hvilke konkrete indsatser under de fire fokusområder, der kan være med til at rykke mest for erhvervslivet i Stevns.
Erhvervspolitikkens fire fokusområder er:
- Stevns skal være grønnere
- Stevns løfter den næste generation og fremtidens arbejdskraft
- Stevns skal have attraktive bymidter
- Det skal være nemmere at drive virksomhed i Stevns
Der var en god og positiv dialog om, hvordan kommune og erhvervsliv kan løfte indsatserne sammen, og et klart fokus på udvikling kræver samarbejde.
Her er en kort gennemgang af det, der blev vendt på mødet.
Et grønnere Stevns:
- Mere bæredygtighed og grøn omstilling ind i bygningsmassen.
- Bedre nationale vilkår for energiomlægning af erhvervet i Stevns.
Byliv og detailhandel:
- Mere levnede bymidter med flere aktiviteter og flere faciliteter som gør, at folk ønsker at opholde sig længere i bymidten.
- Mere attraktive butikslokaler og en mulig gentænkning af butikkernes åbningstider.
- En levende bymidte kræver måske ikke nødvendigvis en masse butikker – internethandel vokser og alt tyder på, at det fortsætter sådan.
Arbejdskraft:
- Adgangen til arbejdskraft herunder unge og uddannelse samt lærlinge og elever.
- Generelt attraktive levevilkår i Stevns, så man har lyst til at bosætte sig, og så man som ung har lyst til enten at blive boende (og så pendle til uddannelse) eller komme tilbage igen efter endt studie.
Rammer for erhvervslivet:
- Fysisk infrastruktur med fokus på en statsvej ud til motorvejen samt på den offentlige transport, så især arbejdskraften og kunderne kan være bevægelige/mobile.
- Hurtigere og mere smidig sagsbehandling herunder lettere adgang til dialog og især lettere adgang til den første kontakt. Der blev givet ros til samarbejdet med de kommunale medarbejdere, når først man er landet det rigtige sted.
På mødet blev der også talt digital infrastruktur, vejnet, overflødiggjorte landbrugsbygninger og fingerplanens betydning for Stevns.
Der blev også rejst emner, som kommunen ikke er myndighed på, og som dermed rakte ud over, hvad vi selv umiddelbart kan gøre noget ved.