Nu har du muligheden, for at gøre din stemme gældende.
Stevns Erhverv, Stevns Kommune og DI, inviterer til Erhvervspolitisk Dialogmøde tirsdag d. 29. september kl. 17-21.
Dit livsværk, dit forretningsgrundlag og dit lokalsamfund – det er dét, som vi skal tale om til Erhvervspolitisk Dialogmøde. Vi vil gerne høre om alle de muligheder og udfordringer, som du ser og oplever mens du driver virksomhed i Stevns.
I år har vi hentet inspiration sydfra, når Kim Rahbek Hansen, bestyrelsesformand for Business Lolland-Falster og stifter af Sticks’n’sushi kommer og holder oplæg. På Lolland-Falster arbejder han for mere samarbejde mellem både kommune, borgere og erhvervsliv. Et fælles økosystem, der samarbejder om at lykkes. Det kan du læse meget mere om her.
Vi vil gerne høre din idé
Vi ved, at mange har idéer til, hvordan tingene kan gøres lettere eller bedre. Det er netop formålet med dialogmødet, at du skal have mulighed for at komme til orde.
Alt du skal gøre, er at møde op helt uformelt og gribe chancen for en god samtale med lyttende ører.
På mødet tager vi en snak om erhvervsudviklingen og visionerne for Stevns kommune på erhvervsområdet sammen med Stevns Kommune.
Vi bruger også aftenen til at dykke ned i analysen for Lokal Erhvervsvenlighed fra DI. Her vil vi igen gerne høre fra dig. Hvorfor har du givet de point, du har? Hvad skal der til for at vi scorer bedre til næste år. Hvilke forandringer eller tiltag så du gerne, at kommune og erhvervsforening tager?
Til sidst får du mulighed for at stille generelle spørgsmål til Stevns Kommune og Stevns Erhverv. Det kan også være, at du har input til, hvordan noget kunne være anderledes eller blive bedre.
Vi byder på lækker aftensmad fra den klassiske pølsevogn
Til aftensmad serveres lækre, klassiske pølser fra en smuk gammel Volvo 445 fra 1962. Volvoen blev oprindeligt bygget til kreaturtransport for Bjerre Slagter, men er i dag forvandlet til en fuldblods luksuspølsevogn, der skaber glæde og god stemning, uanset hvor den kommer frem.
Forplejningen inkluderer:
- Gourmetpølser med lækkert tilbehør – mulighed for en ekstra omgang til de ekstra sultne
- 1 drikkevare til aftensmaden (øl, vin eller sodavand)
- Kaffe, te og vand ad libitum
- Gulerodskage fra vores lokale bager
HUSK at skrive i din tilmelding, hvis du har særlige behov til mad fx vegetar eller ikke svinekød.
Vi håber, at du har tid og mulighed for at lægge vejen forbi. Det skal nok blive super hyggeligt! Vi glæder os til at se dig!
VIGTIGT! I år skal vi være på Stevns Klint Experience
Detaljer om arrangementet
Tid: tirsdag d. 29. september kl. 17-21
Sted: Stevns Klint Experience, Boesdalsvej 14, 4673 Rødvig
Pris: Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding
Kontakt: direktør Thomas Christensen for mere information: thomas@stevnserhverv.dk
Program:
-
Velkomst v/ borgmester Anette Mortensen og formand for Stevns Erhverv, Kirstine Bergholdt Bjerre
-
Oplæg v/ Kim Rahbek Hansen, bestyrelsesformand for Business Lolland-Falster
-
18-18.45 Middag fra den klassiske pølsevogn
-
Lokal Erhvervsvenlighed, gennemgang af analysen v/ DI
-
Pause (10 min)
-
Erhvervspolitiske dialog v/ direktør i Stevns Erhverv, Thomas Christensen
-
Erhvervsinput fra virksomhederne
-
21.00 Farvel og tak for jeres tid
Den eksisterende Erhvervspolitik 2024-2027
Stevns skal være grønnere:
- Grøn forretningsudvikling af virksomheder med fokus på flere bundlinjer
- Realisering af målene i Stevns Kommunes klimaplan
- Flere grønne udbud fra Stevns Kommune
Attraktive Bymidter:
- Bylivskoordinator forankret i Stevns Erhverv til at hjælpe alle, der vil skabe liv og events i bymidten
- Organisering af frivillige og grej til events
- Forretningsudvikling af detailhandlen for at skabe vækst, udvikling og nye muligheder for butikkerne
- Optimering af bymidten for at skabe mere liv og ophold herunder tilkørsels- og parkeringsforhold
- Udnyttelse af tomme lokaler og tiltrækning af nye butikker
Fremtidens arbejdskraft:
- Erhvervsplaymaker forankret i Stevns Erhverv til at binde skoler og virksomheder sammen
- Skole- og virksomhedssamarbejde om at øge skoleelevers kendskab til uddannelse og arbejdsmarked
- Samarbejde om at udbyde flere fritidsjob til unge
Lettere at drive virksomhed:
- Fokus på at øge placeringen i DI’s analyse over kommunal erhvervsvenlighed og virksomhedernes tilfredshed med Stevns som erhvervskommune
- Adgang til gratis vejledning i Stevns Erhverv for alle virksomheder
- Enkel og let adgang til Stevns Kommune for alle virksomheder





