Onsdag d. 13. april 2024 afholdt Stevns Erhverv Erhvervstræf ’24 i samarbejde med Stevns Kommune. Det blev afholdt på Hårlev Gastrokro og ca. 100 glade erhvervsdrivende, foreninger og interesserede var mødt op til en festlig aften, hvor vi kårede årets erhvervspriser og fik spændende og interessant besøg af Jonathan Løw, der holdt oplæg om AI – i hverdagen. Stort tillykke til alle der var nomineret til en erhvervspris!

Generalforsamling afholdt

Forud for erhvervstræffet afholdt Stevns Erhverv sin Ordinære Generalforsamling. Vi kan nu sige tillykke til tre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer – og flere genvalgte. Vi glæder os til samarbejdet med Charlotte Rønholt fra Go Traveling, Jørgen Bille Larsen fra Solvang Maskinfabrik og Mette Lyck fra Fotograf Mette Lyck. De bidrager alle tre, med nye spændende kompetencer til bestyrelsen.

Bestyrelsen i Stevns Erhverv, har indstiftet en Hall of Fame for ekstraordinære erhvervsbedrifter i Stevns. Første erhvervsdrivende til at opnå en plads blev Bjarne Nielsen fra Strøby Turist, der succesfuldt har drevet virksomhed i Stevns gennem 30 år. Stort tillykke!

Og vinderne blev

Årets prisoverrækkelser

Vinder årets iværksætter i Stevns 2024

Vinderen af Årets Iværksætter blev: Industrial Level ApS

De andre nominerede var: Dyreklinikken i Rødvig og Baaring Entreprise.

Årets CSR-pris i Stevns 2024, Stevns Kommune

Vinderen af Årets CSR-pris blev: Triflora

De andre nominerede var: SampoVig og Brdr. K. Hansen

Årets virksomhed i Stevns 2024

Vinderen af Årets Virksomhed blev:
Flemming Schrøder A/S.

De andre nominerede var: Nordic Woodfibre A/S og Cooltech-Danmark A/S

Derfor var de nomineret

Begrundelse

Årets Iværksætter

Industrial Level er nomineret for, siden sin start, at have haft stærk vækst især på omsætning og overskud. Virksomheden skaber vidensarbejdspladser og har inden for nærmeste fremtid udsigt til 10-15 ansatte.

Virksomheden skaber stor effektivisering i nogle af Danmarks vigtigste virksomheder samt leverer også ydelser til landets største produktionsvirksomheder .Deres kunder er nogle af de største danske virksomheder, Novo Nordisk, Novonesis (Chr. Hansen) og senest er de på vej ind hos Københavns lufthavn og Rigshospitalet. De har ganske enkelt fundet nye arbejdsmetoder indenfor deres branche. Deres næste produktgren er IT-sikkerhed til større virksomheder.

Industrial Level investerer i lokalområdet ved at bygge domicil i Algade 22 med plads til 15-20 personer. Fra 2025 forventer de at kunne ansætte elever og nyuddannede ingeniører.

Industrial Level vinder, pga af deres forrygende økonomiske udvikling med en meget flot indtjening fra starten

Pr 1. februar 2024 har de solgt virksomheden dvs. inden deres 3-års fødselsdag, hvilket sker utroligt sjældent for iværksættere. Det understreger deres unikke egenskaber, de beholder deres hovedsæde i Store Heddinge, så vi har alle muligheder følge dem på nærmeste hold i årene fremover.

Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne

Årets Iværksætter:

  • virksomheden er placeret i Stevns Kommune og er under 3 år gammel
  • virksomheden har en sund økonomi og oplever stabil vækst, hvor ejer som min. kan leve af sin virksomhed
  • virksomheden bygger på en god forretningsidé
  • virksomheden er et forbillede for andre iværksættere

Årets CSR-pris

Trine er indehaver af den nystartede virksomhed Triflora i Strøby. Hun har åbnet sin virksomhed for Lea, der var udfordret af angst og manglede tro på, at der var plads til hende på arbejdsmarkedet.

Allerede fra Leas første møde med Trine var der stor forståelse for hendes udfordringer, og med Trines positive tilgang og smittende humør blev der skabt trygge rammer for Lea i et praktikforløb. Trine har haft en stor rolle i den positive udvikling, Lea har gennemgået, fra forsigtigt at starte med opgaver i baglokalet til at betjene kunder i butikken og genfinde troen på sig selv og egne evner. 

Trine er blevet så glad for Lea og hendes kompetencer, at hun efter praktikkens afslutning har valgt at ansætte Lea i et fleksjob. Med ansættelsen viser Trine at hun investerer i borgerens langsigtede trivsel og integration i arbejdsstyrken.

Trine kender selv til, at man kan have brug for støtte til at finde sin vej på arbejdsmarkedet, og denne erfaring og viden giver hun smukt videre til Lea med stor forståelse for hendes livssituation.

Triflora vinder for at have vist rummelighed og bidraget til at skabe positive forandringer i borgerens liv. I særdeleshed en indsats ud over det sædvanlige. Det har krævet opmærksomhed, og villighed til at investerer i et andet menneske, der er på kanten af arbejdsmarkedet.

Triflora er et forbillede for andre virksomheder store som små, derfor er det denne virksomhed der er vinder af CSR-prisen.

 

 

Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne

Årets CSR-pris:

  • virksomheden giver mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en chance
  • virksomheden bidrager til at mennesker oplever positive forandringer i deres liv
  • virksomheden er beliggende i Stevns Kommune

 

Årets Virksomhed

Flemming Schrøder A/S er en solid og virkelig veldrevet tømrer- og snedkerforretning efter den stevnske ånd med arbejde i høj kvalitet i og omkring Stevns.

Jimmy Schrøder sætter det lokale engagement og bidrag højt som et eksempel til efterfølgelse for andre. Det være sig i forhold til medarbejdere, som plejes og spilles gode, og i forhold til lærlinge, hvor Jimmy har et stort fokus på uddannelsen af fremtidens tømrere typisk med fire lærlinge i rotation på én gang. Senest er engagementet kastet over udviklingen af Store Heddinge med overtagelsen og opgraderingen af flere bygninger i den trængte bymidte.

Jimmy har bygget en veldrevet og velsmurt forretning med succesfulde mellemledere af teams i virksomheden og et udadrettet engagement ud over det sædvanlige. For en god forretning og en kæmpe ildsjæl er Jimmy og Flemming Schrøder A/S nomineret til Årets Virksomhed.

Virksomheden vinder for en succesfuld drevet og udviklet virksomhed og for et kæmpe stort lokalt engagement og bidrag til den lokale udvikling af Stevns fra både ejer og medarbejdere kårer bestyrelsen i Stevns Erhverv, Flemming Schrøder A/S til Årets Virksomhed 2024.

Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne

Årets virksomhed:

  • virksomheden er placeret i Stevns Kommune og er over 3 år gammel
  • virksomheden har en sund økonomi, oplever stabil vækst og skaber arbejdspladser
  • virksomheden sætter Stevns på landkortet og er en god ambassadør for kommunen
  • virksomheden bidrager til lokalsamfundet med engagement, ansvarlighed, visioner og idéer.

Gik du glip af noget?

Erhvervstræf ’24 i billeder