Erhvervstræf er den store fest i Stevns Erhverv. Vi lægger meget tid og mange kræfter i at skabe en fantastisk festaften for jer. Og hvert år glæder vi os.
100 deltagere hos Strandhotel Klinten
I år havde vi inviteret jer ind hos en både ny og gammel virksomhed; nemlig Strandhotel Klinten. Vi har været meget glade for den service vi har mødt og deres evne til at imødekomme vores ønsker, så alt kunne forløbe glat for aftenens 100 deltagere.
Årets Iværksætter Café Skov & Strand
Aftenen startede med velkomst fra borgmester Anette Mortensen og formand i Stevns Erhverv, Jørgen Bille Larsen. Herefter blev scenen overladt til forretningsudvikler Peter Bisgaard, der uddelte prisen til Årets Iværksætter. Stort tillykke til Café Skov & Strand.
Da Lene havde fået lov til at sige tak for prisen og var klappet ned fra scenen, fik Anette Mortensen ordet sammen med udvalgsformand for Erhverv, Unge og Fritid, Emil Larsen.
De gennemgik status og resultater for det erhvervspolitiske arbejde – og gjorde os alle lidt klogere på hvilken retning den nye kommunalbestyrelse sætter for Stevns. Særligt blev der lukket op for arbejdet med at skabe mere liv i bymidterne i Rødvig, Hårlev, Store Heddinge og Strøby Egede – også selvom der ikke alle steder er en decideret bymidte.
Årets bæredygtighedspris Nørbys Grøntsager
Kommunikations- og markedsføringskonsulent Marie Bisschop-Thomsen havde fået æren af at overrække bæredygtighedsprisen. Nørby Grøntsager blev den stolte modtager af prisen, og en meget glad Ole kunne gå på scenen til stor applaus.
Årets CSR-pris til RC Foder
Da deltagerne havde fået en velfortjent pause med lækker mad og mulighed for at få talt sammen, var tiden kommet til årets CSR-pris. Emil Larsen kunne stolt overrække prisen til RC Foder for deres arbejde med at skabe jobs til folk på kanten af arbejdsmarkedet.
Så var det blevet tid til at lytte til iværksætter og investor Karina Bergstrøm Larsen, der åbent delte ud af sin historie og sine erfaringer om at skabe en international virksomhed og sælge den. Der var mange vilde detaljer og inspiration til andre virksomheder. Også selvom man ikke er i 700 mio. kr. ligaen.
Årets Virksomhed: Stevns El-service
Endelig var tiden kommet til at direktør i Stevns Erhverv, Thomas Christensen kunne skifte konfranciers rollen ud og uddele prisen til Årets Virksomhed 2026. Stevns El-service fik prisen for deres succesfulde drift, indtjening og udvikling, samt deres store engagement i lokalområdet.
Vi har været meget imponerede over, hvor stærk et felt af nominerede, der har været i alle katogorier. Vi slutter med stort tillykke til alle.
Og vinderne blev
Årets prisoverrækkelser
Vinderen af Årets Iværksætter blev: Café Skov & Strand
De andre nominerede var: Seidenfaden Grafisk Design og Rødvig Central
Vinderen af Årets Bæredygtighedspris blev: Nørbys Grøntsager
De andre nominerede var: Solvang Maskinfabrik og Rødvig Kro & Badehotel
Vinderen af Årets CSR-pris blev: RC Foder
De andre nominerede var: Rødvig Ferieby og Store Heddinge Kirke v/Store Heddinge Menighedsråd
Vinderen af Årets Virksomhed blev: Stevns El-Service
De andre nominerede var: Højbjerg og Mindegaard – De præcise Håndværkere
Derfor var de nomineret
Begrundelse
Årets Iværksætter
Café Skov & Strand vinder, fordi de har formået at skabe et nyt samlingssted for lokalområdet i Nordstevns. På kort tid er der kommet 28 lokale arbejdspladser også til unge og folk med udfordringer fx fleksjob. Virksomheden udvikler sig fortsat med arrangementer og er med til at trække turister og besøgende til den del af kommunen.
De nominerede iværksættere, Seidenfaden Grafisk Design, Rødvig Central og Café Skov & Strand har alle vist stort engagement og potentiale i deres respektive felter. Det er virksomheder, der aktivt er en del af lokalområdet og som har formået at skabe en levedygtig forretning.
Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne
Årets Iværksætter:
- virksomheden er placeret i Stevns Kommune og er under 3 år gammel
- virksomheden har en sund økonomi og oplever stabil vækst, hvor ejer som min. kan leve af sin virksomhed
- virksomheden bygger på en god forretningsidé
- virksomheden er et forbillede for andre iværksættere
Årets Bæredygtighedspris
Nørbys Grøntsager vinder, fordi virksomheden arbejder med bæredygtighed i alle led af virksomheden. Det handler om alt, lige fra vindmølle og solceller til strøm; til efterafgrøder på de økologisk dyrkede marker og til valg af bank. Derudover viser Nørbys Grønt også fokus på social bæredygtighed gennem sociale ansættelser og lærepladser.
Prisen anerkender virksomheder, der arbejder målrettet med bæredygtighed inden for klima, miljø, samfundsansvar eller kædeansvar og inspirerer andre til bæredygtig praksis. De nominerede virksomheder Solvang, Rødvig Kro & Badehotel, Nørbys Grøntsager har alle taget værdiskabende tiltag inden for bæredygtig udvikling og bidraget til en sund udvikling af lokalsamfundet.
Bestyrelsen har prioriteret virksomheder, der gennem mange år har arbejdet målrettet med deres bæredygtighed.
Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne
Årets bæredygtighedspris:
- virksomheden er placeret i Stevns Kommune
- virksomheden har en sund økonomi og arbejder målrettet med bæredygtighed inden for klima, miljø, samfundsansvar eller kædeansvar
- virksomheden er et forbillede og motiverer andre virksomheder til, hvordan de kan arbejde med bæredygtighed
- virksomheden har taget værdiskabende tiltag inden for bæredygtig udvikling og bidrager til en sund udvikling af lokalsamfundet
Årets CSR-pris
RC Foder modtog CSR-prisen 2026 for at have gjort en social ansættelse til en ordinær stilling. Det at tage socialt ansvar er en integreret del af virksomheden. RC Foder viser tydeligt viljen til at gøre noget og at det virker erhvervsmæssigt.
De nominerede i denne kategori var Rødvig Ferieby, Store Heddinge Kirke v/ Store Heddinge Menighedsråd og RC Foder, som alle har vist stort engagement i social ansvarlighed.
Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne
Årets CSR-pris:
- virksomheden giver mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en chance
- virksomheden bidrager til at mennesker oplever positive forandringer i deres liv
- virksomheden er beliggende i Stevns Kommune
Årets Virksomhed
Stevns El-service blev kåret som Årets Virksomhed 2026 for deres succesfulde drift, indtjening og udvikling, samt deres store engagement i lokalområdet fx bidrag til events i bymidten. Godt arbejdsmiljø og stor medarbejdertilfredshed. Arbejder på flere områder med en mere bæredygtig udvikling og flere produkter fx varmepumper.
Derudover, var Højbjerg og Mindegård – De præcise Håndværkere nomineret, og de udmærker sig ved at skabe en sund virksomhed med en stærk udviklings- og kundeorienteret tankegang.
Udvælgelseskriterier for erhvervspriserne
Årets virksomhed:
- virksomheden er placeret i Stevns Kommune og er over 3 år gammel
- virksomheden har en sund økonomi, oplever stabil vækst og skaber arbejdspladser
- virksomheden sætter Stevns på landkortet og er en god ambassadør for kommunen
- virksomheden bidrager til lokalsamfundet med engagement, ansvarlighed, visioner og idéer.




