Få hjælp til dit ejerskifte
30. september 2013
Står du overfor at skulle sælge din virksomhed inden for de kommende år? Så er der hjælp at hente hos EjerskifteDanmark, som du finder på startvaekst.dk/ejerskifte/0/4.
Et ejerskifte kan for mange virke uoverskueligt. Der er mange nye overvejelser, regler og problemstillinger. På EjerskifteDanmarks hjemmeside finder du relevant viden om ejerskifte, guides, artikler og cases, der hjælper dig fra de indledende overvejelser til den afsluttende handel. Du kan samtidig skrive ind til en ekspert, der svarer dig inden for 24 timer.
Gratis rådgivning
Det er komplekst at skifte ejer på en virksomhed. Derfor har EjerskifteDanmark oprettet et korps af ejerskiftevejledere, der kan give dig gode råd og sparring om, hvordan du sikrer et succesfuldt ejerskifte.
Hvad enten udfordringen er værdiansættelse, at finde en køber, finansielle eller juridiske problemstillinger står ejerskiftevejlederne klar. De er uvildige og har tavshedspligt. Ejerskiftevejlederne kan samtidig lede dig videre til de rigtige rådgivere, som kan hjælpe dig i mål.
Interesserede virksomheder med mellem 5 og 50 ansatte kan henvende sig på tlf. 87 88 44 45 for at booke et indledende to timers møde for afklaring og vejledning omkring de mange overvejelser og forberedelser omkring salg af virksomheden.
EjerskifteDanmark – hvorfor?
Halvdelen af ejerne i mindre danske virksomheder har ikke en exit strategi for deres virksomhed, og næsten 40 procent af dem forventer et ejerskifte inden for de næste 10 år. Samtidig er antallet af ejerskifter faldet de seneste år. Det er ikke blot en stor udfordring for den enkelte virksomhed, men i høj grad for samfundet.
Alene de 20.000 familieejede virksomheder i Danmark risikerer at tabe 1 mia. kr. på ejerskifter, hvis de ikke planlægger omhyggeligt.
EjerskifteDanmark imødekommer denne udfordring ved at udbrede viden og skabe netværk blandt ejerskifterådgivere og -interessenter, ved at lave en opsøgende vejledningsindsats over for danske virksomheder. Dermed danner EjerskifteDanmark grundlag for, at danske virksomhedsejere over tid vil arbejde med exit som integreret del af den strategiske forretningsudvikling, og for at der står købere klar.
Det er Pluss Leadership, FSR, Danske Advokater, Finansrådet, Dansk Industri, DEF, Væksthusene, match-online.dk og Erhvervsstyrelsen, der står bag EjerskifteDanmark.