Næste gang du står og mangler en medarbejder, kan du prøve at kontakte Senior Erhverv – en forening af jobsøgende, der har rundet de 50. Den lokale afdeling, Senior Erhverv Sjælland Øst, der bl.a. dækker Stevns, hjælper dig nemt og gratis med jobformidlingen.

Senior Erhverv Sjælland Øst er en del af et landsdækkende netværk, som synliggør medlemmernes kompetencer over for virksomhederne. Senior Erhvervs formål er at formidle job til medlemmerne. Medlemmerne arbejder frivilligt sammen om jobsøgning og jobskabelse og yder en ekstraordinær indsats for at få job.

– Der kan være mange fordele ved at ansætte en ældre og mere erfaren medarbejder. De har prøvet lidt af hvert, og har typisk en stor viden, der kan bruges flere steder i din virksomhed, forklarer Klaus Gjøl, der er formand for Senior Erhverv Sjælland Øst.

– Ledige seniorer må ofte kæmpe en hård kamp for at vende tilbage til arbejdslivet. Det er et paradoks, at seniorer som jobsøgere opleves som ‘ældre’ og mindre stabile end seniorer som ansatte.

En forventning om at ældre medarbejdere, skal have høj løn og har kort tid tilbage på arbejdsmarkedet, afholder måske nogle virksomheder fra at ansætte seniorer, men Klaus Gjøl mener ikke, at det er noget virksomhederne skal lade sig afskrække af.

– Vores medlemmer vil bare rigtig gerne tilbage på arbejdsmarkedet, fordi de føler, at de stadig har masser at bidrage med, fortæller Klaus Gjøl.

Let og gratis at finde kvalificeret medarbejder

Det er let og ganske gratis at finde din nye medarbejder gennem Senior Erhverv. På www.seniorerhvervdanmark.dk eller www.seniorerhvervdanmark.dk/sjaellandoest finder du en database med foreningens jobsøgende medlemmer, der pt. tæller omkring 1900 personer på landsplan. På siden kan du både søge på kompetencer, geografi, stillingstype og på specifikke søgeord. Databasen foreslår derefter de medlemmer, der matcher dine søgekriterier.

På hjemmesiden kan du både se kandidaternes billede, CV og der er også mulighed for at kontakte dem – de er dog anonyme, indtil de besvarer din forespørgsel.

Hvis du ikke vil bruge tid på at søge på databasen, kan du også vælge at sende et jobopslag til Senior Erhverv Sjælland Øst, der så videresender opslaget til alle sine medlemmer. Foreningerne samarbejder, så hvis du ikke kan finde den rette medarbejder i din lokale afdeling, sendes opslaget videre til andre afdelinger i netværket.

Det er berettiget, at vi er her

Senior Erhverv blev startet i Svendborg i 1995 og har siden spredt sig til hele landet med 24 lokale, selvstændige foreninger.
Hver af de lokale foreninger arbejder for gode relationer til virksomheder i lokalområdet:
• Ved at kontakte virksomheder.
• Ved at servicere virksomheder med nem, hurtig og gratis jobformidling.
• Ved at matche behov for arbejdskraft med seniorernes kvalifikationer.

Foreningerne får tilskud fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til at få jobsøgende over 50 år i varigt u-støttet fuldtidsbeskæftigede job, og de samarbejder også med landets jobcentre.

Foreningen har 1900 medlemmer – 90 af dem er i den lokale afdeling i Køge. Medlemmerne driver selv foreningen og bidrager med det, de hver især kan.

Hver uge tager nogle af medlemmerne på uanmeldte virksomhedsbesøg, hvor de fortæller om, hvordan de kan hjælpe virksomheden med jobformidling. Sidste år nåede den lokale foreningen i Køge at foretage over 500 virksomhedsbesøg.

– Noget tyder på, at de mange virksomhedsbesøg virker, for i 2014 kom 700 personer fra de 24 foreninger eller omkring 40 % af medlemmerne i arbejde, fortæller Klaus Gjøl.

– Det er berettiget, at vi er her som forening. Vi kan bare det der!

Kontakt Senior Erhverv

Ønsker du at høre mere om, hvordan Senior Erhverv Sjælland Øst kan hjælpe dig med at finde din næste medarbejder, så kontakt foreningen på sera@sera.dk eller tlf. 56663544 eller besøg afdelingen på Astersvej 23E i Køge, der har åbent alle hverdage fra kl. 10-14.