De sidste 25 år, har Mette Lyck haft sit foto-studie på Frederiksberg i København. Her har hun haft sine faste kunder og sine faste åbningstider, men nu banker nye drømme på. Midt i juni står Mettes nye studie klar på Skovkildevej i Hårlev og hun glæder sig til at byde en masse nye lokale kunder velkommen

”Det handler om følelser. Jeg vil gerne tage billeder, der rummer bestemte følelser. Når jeg åbner mit studie her, skal jeg kunne skabe de samme unikke billeder i min helt særlige stil, som andre ikke har. Det er det, jeg kan og som gør at mine kunder kommer igen, og igen,” fortæller Mette.

Selvom Mette altid har haft sit studie og sin forretning i København, har hun også drømt om at have sit eget ”værksted” helt tæt på hjemmet – i en staldlænge eller et anneks. Nu er huset købt og ”værkstedet” er snart færdigrenoveret lige på den anden side af vejen. Rummene bliver store, åbne og lyse, med hvide gulve, vægge og lofter. I hele den ene væg sidder store vinduer, der lukker det smukke lys ind. Alt er gennemtænkt for at give Mette de optimale betingelser for at kunne fotografere.

De gode netværk er vigtige

Mette er medlem af Stevns Erhverv (tidligere Stevns Erhvervsråd) og også Erhvervskvinder Stevns. Hun ved, at et godt netværk er indgangen til mange erhvervskunder og til at kunne drive en sund lokalt forankret virksomhed.

”Der opstår så mange gode energier og muligheder, når man samarbejder med andre lokale virksomheder i samme område som en selv. Du ved aldrig, hvornår du møder én, der har kompetencer, du kan bruge og som kan bruge det du kan – og så kan man lave de fede samarbejder,” fortæller Mette.

Forretningsplanen er på plads

”Jeg har været på Raketvækst og det var virkelig godt. Det har givet mig det sidste skub og troen på, at det nok skal lykkes for mig at skifte fra Frederiksberg til Stevns. Nu skal jeg bare i gang med at fortælle virksomhederne at jeg er her, og hvilke opgaver jeg kan løse for dem,” siger Mette, der har lagt en forretningsplan, der både rummer private fotograferinger og erhvervsarbejde.

”Det handler om, at jeg kan hjælpe virksomhederne med hele den måde, de fremstår visuelt. Det er deres medarbejderportrætter, de billeder de benytter på hjemmesiden og deres produktbilleder. Sammen kan vi finde ud af, hvordan virksomheden kommer til at fremstå bedst og mest professionel.”

Stevns Erhverv havde Mette med bag kameraet, da vi afholdt Erhvervstræf’23, hvor hun fangede mange intense samtaler og fine øjeblikke mellem mennesker. Vi glæder os til at dele billederne med jer over det næste stykke tid.