Markedsføring er et must have for din virksomhed, men det kan være svært at vide, hvordan man får begyndt på en markedsføringsplan, der rent faktisk virker.
Derfor inviterede Stevns Erhvervsråd til vækstmøde, hvor vækstkonsulent Carsten Holløse kom med gode råd til, hvordan du kommer i gang.

De af jer, der ikke havde mulighed for at deltage, men som har interesse i emnet, kan her læse en opsummering af Carsten Holløses råd.

1. Sæt dig et mål
Som noget af det første skal du sætte dig et konkret mål for, hvad du forventer, at resultatet bliver af markedsføringsindsatsen. For eksempel hvor mange ekstra kunder, du forventer at få. Det er vigtigt at have et mål, så du ved, om indsatsen lever op til dine forventninger.

2. Sæt ord på din værdi
Du skal dernæst gøre dig nogle tanker om, hvilken værdi, du har for dine kunder. Det kan være svært at sætte helt præcise ord på, så her er nogle metoder, der kan være til hjælp.

Èn metode er, at du forestiller dig, at du lukker din virksomhed i morgen, og så spørger du dig selv, hvad det er, dine kunder går glip af. Det kan godt være, at de stadig kan få klippet håret, men kan de også få det klippet om søndagen, som du tilbyder? Det handler altså om at finde ud af, hvad det er, du tilbyder dine kunder, som andre ikke gør.
Du kan også gøre brug af EFU-modellen, der er udviklet til at hjælpe dig med at sætte ord på værdien i det, du sælger. Du finder den her.

 

Du skal bruge værdien af det, du tilbyder som et salgsargument, der skal få endnu flere til at benytte sig at netop dit produkt eller ydelse.

3. Find ud af hvem dine kunder er
Når du skal finde ud af, hvad du skal slå på i dit salgsargument, er det vigtigt at finde ud af, hvem du henvender dig til. Du skal derfor forsøge at sætte dig ind i, hvem dine kunder er.
Du kan have flere forskellige målgrupper, så det er en god idé at dele dem ind i forskellige segmenter. Hvis du forsøger at nå alle dine kunder med det samme budskab, er der stor risiko for, at det slår fejl.
Når du har delt dine kunder ind i forskellige segmenter, kan du målrette din kommunikation specielt til dem.

 

Væksthus Sjælland har lave en liste med inspiration til, hvordan du kan dele dine kunder op. Den kan du læse her.

Her kan du læse om, hvad de forskellige segmenter lægger vægt på, hvilket kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal lægge vægt på i dit salgsargument ud fra, hvilket segment din målgruppe befinder sig i.

4. Markedsføringskanaler
Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed hvilke mediekanaler, der bedst når ud til målgruppen. Det afhænger af, hvad du sælger og til hvem.
Der kan skelnes mellem de traditionelle kanaler, der består af
aviser, kataloger, plakater, in-store, radio, TV, telemarketing, udstillinger og seminarer.
Så findes der de digitale medier, der består af hjemmeside, email nyhedsbrev, Facebook, LinkedIn, YouTube, mobil og QR koder.

Du kan sagtens benytte dig af flere forskellige mediekanaler. Det er en god idé at lave et skema, hvor du skriver ned, hvilke mediekanaler du vil benytte hvornår, og hvad budskabet skal være i de forskellige medier. Du kan finde en skabelon til skemaet her.

 

5.Kend dine konkurrenter
Det er altid en god idé at være opmærksom på konkurrenterne og finde ud af, hvad de tilbyder, og hvad de sælger sig selv på. Derefter skal du finde ud af, hvad du kan tilbyde dine kunder, som dine konkurrenter ikke kan. Det er altid en god idé at skille sig ud i jagten på kunder.

6. Måling af effekten
Budskabet, hvilke markedsføringskanaler og hvor mange målgrupper, du skal henvende dig til er individuelt, men lige meget hvem du er, er måling af effekten meget afgørende.

Det er vigtigt at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Når du ved det, kan du tilpasse din markedsføringsindsats, så den er så effektiv som muligt.

Du kan gøre forskellige ting for at måle virkningen. Hvis du for eksempel indrykker en annonce, kan du oprette et midlertidigt telefonnummer, så du kan se, hvor mange, der ringer alene, fordi de har set annoncen.
På de digitale medier er der også gode muligheder for at lave målinger. Google Analytics er et meget effektivt værktøj til at lave analyser af dine kunders adfærd på hjemmesiden.

7. Husk de lokale medier
Som del af markedsføringsstrategien er det en god idé også at huske på de muligheder, der er for gratis omtale i de lokale medier. Hvis du har et nyt produkt, har fået en stor ordre eller måske en ordre fra udlandet, kan du kontakten lokalaviserne, der måske vil være interesserede i at skrive en artikel. Det er en god måde at få gratis omtale på og gøre dig synlig i lokalområdet.

 

8. Lav en markedsføringskalender
Det er en god idé at lave en markedsføringskalender, hvor du skriver dato på dine forskellige markedsføringsaktiviteter. På den måde bliver det nemmere at overholde markedsføringsplanen og få den ført ud i livet.
Hvis markedsføring skal være rigtig effektiv, skal den foregå løbende. Det virker ikke at sætte alle sine markedsføringsinitiativer i søen på samme tid. Lav derfor en plan der sikrer en løbende og stabil indsats.
Væksthus Sjælland har lavet nogle skabeloner, der kan hjælpe dig i gang med at få lavet din egen markedsføringskalender. Den kan du downloade på siden
her.

 

Kom med når vi holder workshop
Hvis du har interesse i markedsføring og gerne vil lære mere om, hvordan du skriver tekster til hjemmeside, nyhedsbrev og artikler til aviser, så kan du melde dig til vores workshop den 8. maj, hvor Camilla Kongskov deler sine erfaringer og giver feedback på jeres medbragte tekster. Du kan læse mere om arrangementet i vores arrangementskalender, som findes på vores hjemmeside.