Er det muligt at flytte fra den summende storby til de folketomme landsbyer og få succes som iværksætter? Det mener Sejer Folke Henriksen, som selv har drevet forretning på Stevns i en menneskealder. Ikke nok med det, så er tiden lige nu den allerbedste til nye forretningseventyr
” Jeg føler lidt, at vi er tilbage til dengang da andelsbevægelsen begyndte. Andelsmejerier, andelsslagterier, brugsforening. Det er som om at fælleskabsøkonomi har vundet frem igen i sin helt egen form. Globaliseringen er på retur og det lokale er på fremmarch. Det er coronaepidemien, der har skubbet lidt på. Men Stevns selv har også udviklet siger derhenimod, de senere år.” Sejer Folke Hansens øjne funkler, når han fortæller om Stevns og iværksætteri på Stevns.
I starten, der i 1990, var Sejer Folke Henriksen selvstændig tømrer. Forretningen gik godt. Men han arbejdede alene. Det var en udfordring, da han altid har haft stort behov for sociale relationer og sparring. Derfor begyndte han at undervise i København. Lære de unge det han vidste om træ og håndværk.
Siden har han siddet i et utal af bestyrelser, udvalg og som frivillig i foreninger for at udvide sit netværk. For det er vejen frem.
I dag har han sit værksted i baghaven. Et værkstedsfællesskab naturligvis, sammen med naboen Charlotte, så de kan sparre og hjælpe hinanden med projekter og ideer. Sejer Folke Henriksen mener Stevns kan noget helt specielt, som andre ikke kan:
”Det Stevns kan er, at vi ikke betragter hinanden som konkurrenter, men som kolleger. Så kan man komme fremad. For mig er det lidt som et DNA kendetegnende for Stevns.”
Der tegner sig en lys fremtid
Stevns Erhvervsråd møder Sejer Folke Henriksen i sit hjem i Hellested. Der har han slået sine folder sammen med sin kone i over 30 år. Han har fulgt Stevns og dens udvikling tæt. Både som menneske, stevnsboer men også som politiker og forretningsmand.
Sejer Folke Henriksen er 68 år og begynder at drosle ned. Hans snedkerhåndværk fra Stevns er special designet brugskunst, møbler og smykker i træ. Han udvikler ikke sin forretning mere, snarere tværtimod. Men han hjælper nye ideer frem i verden og han giver nye iværksættere gode råd om livet og forretning, når han møder dem. Gerne over en kop kaffe.
Sejer Folke Henriksen ser lyst på Stevns´ fremtid:
” Jeg fornemmer, at der sker så meget, at der er en lys fremtid. Der er også for eksempel mange børnefamilier, der under Coronaen har indset, at der måske er et andet liv. En anden måde at leve på. København suger de unge mennesker til sig, men mange har tænkt og drømt om livet på landet og Coronaen har skubbet til det, og nu søger mange ud på landet til os på Stevns blandt andet. Og det er vi glade for.”
Opskriften på succes
Opskriften og hemmeligheden til succes ifølge Sejer Folke Henriksen er enkel:
”Partnerskaber og fællesskaber. Fællesskabsbaseret økonomi, fællesskabsbaseret virksomheder og netværker. Det kan være fællesskaber af små selvstændige erhvervsdrivende eller at de går sammen i organiseringer af den ene eller anden art. Det er simpelthen det, der er vejen frem. Det gælder ikke om at udkonkurrere de andre. Tværtimod.”
Man kan læse mere om Sejer Folke Henriksen på www.sejerfolke.com. Der kan man også se mere til hans håndværk og netværk.