Vi vil give glæden ved smedefaget videre

I Karise Kleinsmedie blev det tydeligt for flere år siden, at medarbejderne begyndte at blive ældre. Det skabte behov for nye kræfter. Derfor begyndte de tidligt at tage lærlinge ind, så der kunne komme en naturlig udskiftning af folk
”Det er vigtigt for mig, at vi faktisk har nogle unge mennesker, der vælger det fag, som jeg synes er fedt. For 5-8 år siden blev jeg opmærksom på, at hvis vi ikke uddanner vores unge selv, så kommer vi på et tidspunkt til at stå og mangle kvalificeret arbejdskraft,” fortæller Michael Leander, der er den ene af mændene bag smedevirksomheden i Hårlev.
Karise Kleinsmedie har i øjeblikket fire lærlinge og tager gerne imod praktikanter både fra folkeskolen og fra erhvervsskolernes grundforløb 1. Målet er, at vise de unge, hvor spændende smedefaget er, inden de afslutter deres første forløb og skal vælge speciale.

Lærlingefællesskab
Michael er meget bevidst om, at de lærlinge der kommer ud til dem, skal have en så bred mængde opgaver som muligt.
”Når man nu skal arbejde, kan det lige så godt være så sjovt som muligt,” som han siger med et skævt smil, inden han fortsætter, ”Det er fedt at se, at de tager opgaverne seriøst og tager ansvaret på sig.”
Lærlingene har fri mulighed for at bruge værkstedets faciliteter, de skal bare fortælle, hvornår de er der og hvilke materialer de bruger. Der er også mulighed for at de kan hygge sig sammen uden for arbejdet.
Og lærlingene har brug for andre ting i dag, end dengang Michael og Brian blev udlært.
”Der er en forskel fra nu og så for 10 år siden. Man bruger meget tid på at spørge hvordan de har det. Det gjorde min mester altså ikke. Og så har de unge svært ved at huske det de lærer over en weekend. Men de er dygtige og ved meget om deres fag. De mangler måske bare noget arbejdsmoral i forhold til at kunne tage fat,” siger Michael.
Samarbejde om lærlinge
Lærlinge kommer ikke af sig selv, og det er ikke en selvfølge, at virksomhederne kan få de lærlinge de gerne vil have. Det faktum er Michael og hans medejer Brian Hulstrøm meget bevidste om, derfor har de samarbejdet målrettet med både fagskolerne, brancheorganisationer og Stevns Kommune, på at vise de unge, at det er interessant at være smed.

Skole/virksomhedssamarbejde
Karise Kleinsmedie er også en af de stevnske virksomheder, der byder folkeskoleklasserne indenfor på besøg. Målet er at give eleverne en helt reel fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde som smed. Hvis der er nogle af eleverne, der gerne vil i praktik, så er det også en mulighed.
”Jeg arbejder på at der kommer mere struktur på forløbet, når de unge kommer i praktik. Eller når vi for besøg af skoleklasserne, så et besøg hos os bliver mere relevant for de fag eleverne har,” fortæller Michael, der glæder sig til at se det tætte samarbejde mellem skolerne og erhvervslivet i Stevns kommune blive til virkelighed:
”Med det samarbejde vi har med både Dansk Industri, EUC og Dansk Metal og med Stevns Kommune og Stevns Erhverv tror jeg på, at vi også i fremtiden kan få de lærlinge, der er brug for.”
Før var det meget svært at finde smede og smedelærlinge. Derfor gik vi aktivt ind i forskellige samarbejder for at få vendt den udvikling. Sammen med Dansk Industri, EUC og Dansk Metal har vi startet et mini-smede netværk, hvor vi prøver at se på, hvordan uddannelsen kan blive bedre. Hvordan kan vi gøre det mere attraktivt at vælge smedeuddannelsen.
For et par år siden, var der slet ikke nogen søgen til uddannelsen, det har netværket været med til at ændre på.
Et godt sted at arbejde
Generelt gør Michael og Brian deres bedste for at Karise Klainsmedie er et rigtig godt sted at være – både for lærlinge og medarbejderne.
”Vi prøver at holde forskellige personalearrangementer hen over året og fx grille om sommeren og den slags. Vi har et aktivitetsudvalg, der finder på sjove ting for hele holdet,” fortæller Michael.

Skyd genvej til viden og netværk
Meld dig ind i Stevns Erhverv
Som medlem af Stevns Erhverv har du nem adgang til en lang række fordele, spændende arrangementer og et stort lokalt netværk af lokale erhvervsdrivende.
Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi glæder os til at byde dig velkommen som medlem af Stevns Erhverv.