I den stevnske landlige idyl ligger Gaarden Studios – et lydstudie drevet af Dan og Asger. Lydstudiet er ikke færdigt endnu, men har netop fået tilsagn om LAG-midler fra dette års pulje. Her på gården eksisterer en særlig kunstnerisk kultur og den er på ganske kort tid blevet et populært besøgssted for kunstnere i musikbranchen, herunder Kesi og Alex Vargas
”Vi startede med at have venner og bekendte nede og indspille i vores midlertidige studie på gården. Men pludselig havde vi faktisk kunder som vi ikke kendte privat, men som kun havde hørt om os. Så vi måtte etablere vores midlertidige studie, mens vi bygger det store lydstudie færdigt.”
Slidsomt, men tilfredsstillende arbejde
Gaarden Studios bliver et af Nordens største lydstudier, med gennemtænkte detaljer og fokus på lyden. Indenfor er der tænkt over detaljerne og indretningen emmer af rustik charme og kunstnerisk ånd. Men det er ikke noget de er kommet sovende til. Dan og Asger bygger det meste selv, og da vi møder dem, sidder de selv indsmurt i grunder og maling, mens Asgers kæreste Charlotte arbejder på at få styr på drivhuset. Og når snakken falder på arbejdsbyrden, er det også helt tydelig at den ikke er til at spøge med.
”Der har været mange gange hvor Dan og jeg har været her til klokken to og en enkelt gang til klokken fire om natten, og så op på vores respektive arbejde bagefter. Sådan er det bare lige nu, for vi laver jo det meste selv. Det er både fordi det er tilfredsstillende og sjovt, men det er også fordi det er for dyrt at have nogle til at lave det hele.”
Dan er fuldtidslærer og Asger har et bookingbureau som han arbejder i 4 dage om ugen. De bruger ikke gården som deres private hjem, og al indtægt fra gården bliver geninvesteret i projektet. De udbetaler altså ingen løn til sig selv. Men selvom det er slidsomt arbejde tager det store lydstudie form, og hvad der uden på ligner en almindelig stald og lade, er indeni på vej til at blive at topmoderne lydstudie. Rummet er stort, og der tænkt akustik ind i byggeriet til mindste detalje. Nu mangler gulv, toilet, væv maling og den sidste finish og det er netop nogle af disse ting Dan og Asger har fået LAG-midler til at indkøbe.
En særlig vibe og kultur
Drømmen om Nordens største lydstudie har taget fart lidt hurtigere end Dan og Asger havde regnet med, til dels fordi de allerede have et stort netværk i musikbranchen. Kunstnere er meget interesserede i at leje sig ind på gården. Nogle skal indspille musik, andre har brug for ro til at skrive. Nogle bliver kort, og andre bliver flere uger, med deres egne folk. Og det skal der være plads til fortæller Asger:
”Vi skræddersyer det lidt efter, hvem der er vores gæst. Jeg arbejder som studiemusiker, og Dan arbejder som producer på en signifikant del af de projekter der er hernede og sørger for at teknikken fungerer, og efterarbejder produktet.” fortæller Asger og forsætter:
”Vi vil gerne skabe en særlig vibe på det her sted. Derfor har vi også fravalgt at her skal være Airbnb, polterabender eller koloniture herude på gården. Det her er ikke et projekt, der går ud på at kapitaloptimere så meget som muligt, selvom jeg udmærket forstår den forretningsidé, men vi prøver vi at tænke lidt mere langsigtet. Vi kredser om det her kreative fristed. Der skal være en særlig kultur omkring det, og plads til at udfolde sig.”
Og kulturen kan man tydeligt mærke. når man i gårdens have. Her er man omgivet af fuglefløjt og tusindvis af tusindfryd, og marker så langt øjet rækker. Det er ikke svært at fornemme det professionelle fristed, de gerne vil give de besøgene kunstnerne.