De rette omgivelser, placering eller lokaler kan være helt afgørende for en virksomheds udvikling og succes. Mange erhvervsdrivende vil kunne nikke genkende til udfordringen med at finde de rette lokaler, vokse ud af lokaler eller med placering i forhold til kunder eller infrastruktur

For Møbelsnedkeriet Haandholt i Himlingøje har udfordringen været størrelsen og standen på deres værksted. Støttemidler fra LAG-puljen har betydet, at Niels Tyge og Maya Bille kan rykke på deres ønske om en renovering af værkstedet, og at de kan gøre det med væsentlig mindre risiko end hvis de skulle finansiere hele projektet selv.

”Vi får halvdelen af projektet finansieret gennem LAG-midlerne og resten skal vi selv lægge” fortæller Maya og tilføjer, ”systemet er sådan, at vi først får pengene udbetalt, når projektet er færdigt, så det skal vi regne med ind”.

Mål om flere kunder

For to år siden, kastede møbelsnedker Niels Tyge og møbelsnedker og designer Maya Bille sig ud i drømmen om at drive egen virksomhed. Planen var fra starten at begynde småt, og så vokse sammen med tilgangen af kunder. Nu er kunderne der, men værkstedet har brug for en større renovering for, at de kan få optimale forhold til at drive deres forretning og dermed kunne forsætte fremgangen i virksomheden.

Møbelsnedkeriet Haandholt har netop fået tilsagn om støtte til nyt betongulv med gulvvarme, nye vinduer, isolering af ydermure, flytning af indgang og ny dør, nye elinstallationer, nye maskiner samt bedre tilkørselsvej. Lige nu kigger Niels og Maya på alle detaljerne, inden der på ny skal indhentes tilbud på løsning af opgaverne.

”Det overordnede formål med projektet er, at vi skal lave bedre arbejdsforhold for os og et mere indbydende møbelsnedkeri for kunder. Det betyder bla. mere stabil og miljøvenlig opvarmning, som er nødvendig ift. opbevaring og arbejde med af træ, og et nyt indgangsparti ud mod vejen, som samtidig vil gøre det lettere at komme ind med træ til møblerne, og få møblerne ud når de er klar til levering til kunderne” fortæller Niels, der også glæder sig til nye større vinduer, så der kommer mere dagslys i værkstedet.

”Vores speciale er håndlavede møbler udviklet til den enkelte kunde, så vi har også planer om at indrette et hjørne af værkstedet, til at vi kan mødes med kunderne og tale om projektforslag. Og de nye maskiner, som også er en del af projektet, vil give os endnu bedre muligheder for at levere smukke kvalitetsmøbler. Det ligger os meget på sinde at være en pålidelig og professionel virksomhed, og det kommer vores kommende værksted til at understøtte” tilføjer Maya.

Ansøgningsprocessen

Niels og Maya stiftede første gang bekendtskab med LAG-midlerne gennem et af de lokale bestyrelsesmedlemmer. Bagefter tog de til informationsmøde og efterfølgende kontaktede de LAG koordinatoren for at få detaljerne om projektet på plads.

”Vi skulle finde ud at, hvad vi kunne søge penge til og hvordan vi skulle gøre det, og der var Rikke (LAG-koordinator) guld værd. Hun hjælp os med at finde ud af det hele og hvordan projektet kunne tilpasses, så der var størst mulighed for at ansøgningen blev godkendt,” forklarer Maya.

Processen har ikke været svær, men der skulle træffes flere beslutninger for at få ansøgningen færdig.

”En del af processen var fx at vi skulle nedskrive vores forretningsplan og en økonomisk redegørelse for, hvordan projektet skulle gavne virksomheden. Den proces har gjort, at vi har fået gennemtænkt alle dele af virksomheden – noget der er godt at gøre uanset. Så det ville ikke være spildt, selvom vi ikke havde fået pengene,” slutte Niels.

Hvis du vil vide, om du har et godt projekt, så kan du altid rette henvendelse til sekretariatet for LAG SjællandSyd.

Fakta om LAG SjællandSyd

LAG Sjællandsyd er en forening, som gennem lokalt forankrede projekter vil bidrage til udviklingen af  landdistrikter og lokalsamfund i Stevns, Faxe, Næstved  og Vordingborg Kommuner. Det gør vi ved at  samarbejde bredt med områdets ildsjæle, borgere,  erhvervsliv og iværksættere.

LAG SjællandSyd ledes af en bestyrelse på 19 personer. LAG SjællandSyd har to formål: at fremme den lokale udvikling i området i henhold til den godkendte udviklingsstrategi og at administrere de landdistriktsmidler, der er tildelt LAG SjællandSyd, der dækker de fire kommuner.

Hos LAG SjællandSyd kan du søge støtte til gode projekter, som understøtter de mål der er fastsat i udviklingsstrategien. Bestyrelsen kan indstille to typer af projekter:

  1. Erhvervsprojekter hvis formål er enten at skabe vækst, nye jobs, øge turismen eller fremmer den grønne omstilling
  2. Rammevilkårsprojekter (almennyttige projekter) hvis formål er at udvikle landsbyer og landdistrikter med grøn omstilling og attraktive faciliteter.

Lag midlerne er finansieret af Den Europæiske Union 80% og den Danske Stat 20%

Fotograf Mette Lyck

Spørg mig

Thomas Christensen

Thomas Christensen

Direktør

Bliv medlem af Stevns Erhverv

Stevns Erhverv består af omkring 200 medlemmer. Du kan også støtte op om Stevns Erhvervs arbejde og få indflydelse på erhvervslivet i dit lokalområde.