Det var kærligheden, der bragte Monica Lykke Holst til Store Heddinge. Det blev ikke kun til en forelskelse i kæresten, men også i byen og i Stevns. Det har givet hende en lyst til at give noget liv tilbage til Store Heddinge, en smuk gammel købstad, som hun synes fortjener muligheden for at blive et centralt holdepunkt i Stevns igen.

Den 30. oktober åbnede Monica Lykke Holst tøjbutikken Cloud Nine. Der har altid været en iværksætter gemt i Monica, men det tog lidt tid, før det gik op for hende, at det var det hun skulle, selvom det altid har ligget og luret i hende.

– Det er nok den iværksætter ild, der ligger og roder inden i mig, for jeg har altid haft ønsket i mig om at tænke nogle tanker, der kunne udvikle sig til noget spændende. Noget som kan gøre andre mennesker glade, noget som sender andre mennesker afsted med et smil på læben. Det har været min motivation for at gøre de ting, jeg har gjort, fortæller Monica Lykke Holst.

Fra hurtige biler til stillige damer

Som ung tog hun chancen og startede ud med at designe egen kollektion, som hun solgte til andre butikker og en overgang havde hun sin egen butik. Senere fik hun et samarbejde med et par stewardesser, der importerede italienske luksusprodukter. Det var starten på et eventyr ud i luksus home parties, der desværre måtte slutte, da rollen som mor kom og overskyggede det andet, og hun fik et job i bilbranchen i stedet.

Efter mange år i bilbranchen, hvor der er blevet prøvekørt biler på forskellige baner rundt om i Europa, kunne Monica mærke, at der manglede et eller andet. Ilden i hende begyndte at brænde igen. Kærligheden og savnet til hendes gamle håndværk, skrædderfaget, var begyndt at blusse op, og det var med til, at Monica tog springet.

– Jeg skulle have systue tilknyttet butikken, for jeg ville også rigtig gerne tilbage til at bruge mit håndværk igen, beretter Monica Lykke Holst.

Passion og vilje kan bære dig langt

Monica er ikke typen, der bare springer ud i noget, uden at undersøge alt til bunds, men det går stærkt, når først hun går i gang.

– Der begyndte at vokse nogle tanker i september. Jeg var hjemme en dag, og da Lennart (Monicas mand) kommer hjem, siger jeg, at jeg har lavet en forretningsplan. Det havde taget mig en eftermiddag, og så brugte jeg et par dage på at finde nogle leverandører. Jeg tænkte, hvis jeg selv skulle købe noget, hvilket prisniveau skal det så være? Jeg har ikke mulighed for at slå hul i budgettet hele tiden, og sådan er de flestes økonomi nok også. Man skal kunne købe lidt og føle, at man har fået meget for pengene, så jeg ringede rundt til de mærker, jeg synes kunne være interessante, og lynhurtigt havde jeg nogle aftaler på plads – de var rigtig glade for at få muligheden for at være repræsenteret på Stevns. I løbet af et par dage havde jeg hele planen klar, fortæller Monica Lykke Holst.

Det er ikke ideer, der mangler hos Monica – der har været mange projektideer, som har været oppe at vende, men for Monica er det vigtigste, at man skal have passionen med i det, man laver.

– Når du brænder for det, når det hele føleles rigtigt, så skal du handle på det, mener Monica Lykke Holst.

For Monica har det altid været vigtigt at mærke efter. Lige meget om hun har været selvstændig eller lønarbejder, har følelsen af, om det er det rigtige, fyldt meget.  Det har haft betydning for, om hun sprang ud i det, eller har ladet ideen ligge – det skal føles rigtigt.

– Vi lever jo kun nu, og hvis man kan mærke det helt ind i benene, så skal man ikke tænke så meget over det, man skal bare springe ud i det, og så skal det nok lykkes. Ikke fordi der ikke opstår udfordringer, for det gør der, men du er klar til dem, når du har den her følelse indeni, siger Monica Lykke Holst.

Relationen i centrum

Stevnsboerne har taget godt imod hende og hendes butik, og Monica elsker de relationer, hun får skabt til sine kunder. Hver dag tager hun afsted på arbejde med et smil på læben. Hun elsker at gå den ekstra mil for kunden og at give dem en oplevelse, de ikke havde forventet. For Monica er relationen til sine kunder det vigtigste.

– Jeg kunne ikke tænke mig at have butik i et storcenter, for jeg kan godt lide den nærhed, der er i at være i et lille samfund, hvor folk, jeg ikke selv kender, kan komme ind og spørge til, hvordan min svigermor har det. For at få relationerne til kunderne er du nød til at være et ordentligt menneske og ikke presse varer ned i halsen på dem – hvis de kan lide dit produkt, skal de nok komme igen. For at være sådan et sted som her, skal du elske relationerne, fortæller Monica Lykke Holst.

Cloud Nine er et udtryk, der bruges om en følelse af noget rart, dejligt og glædeligt – det helt rigtige navn til Monicas bud på lidt liv i Store Heddinge, for det er den følelse, hun giver sine kunder, hver gang de kommer forbi hendes butik. Hvis du selv vil opleve det, så kig ind til Monica i Cloud Nine Algade 10, 4660 Store Heddinge eller i webshoppen www.cloudnine.as.