Hvis du gennem det seneste år har lagt mere mærke til Advokathuset Stevns, er det ikke helt tilfældigt. Med en ny afdeling i Strøby Egede, flere infomøder og en ny hjemmeside er virksomheden med advokat Finn Rasmussen i spidsen ved at cementere sig som en af Stevns’ markante rådgivningsvirksomheder.
– Jeg har aldrig kunnet lide at få opmærksomhed og har aldrig været den, der råbte højest. Derfor ville jeg også hellere være jurist i et ministerium end at være advokat, der førte retssager, fortæller Finn Rasmussen, når han tænker tilbage på, hvordan det hele startede.
I dag ser det helt anderledes ud. Han er blevet advokat med sin egen virksomhed Advokathuset Stevns og er en markant skikkelse i Stevns’ erhvervsliv bl.a. i kraft af hans egenskab som formand for Stevns Erhvervsråd. Det hele startede med en invitation tilbage i 2005.
Advokat Troels Grunstrup fra Ret & Råd Store Heddinge inviterede Finn Rasmussen til Stevns, hvor han var udset til at overtage forretningen. I 2006 overtog han virksomheden, som siden har ændret navn til Advokathuset Stevns.
En blandet landpraksis
Som advokat er Finn Rasmussen i berøring med mange forskellige typer sager inden for stort set alle aspekter af juraen.
– Det er en blandet landpraksis. Vi har lidt landbrugsjura, men ellers løser vi mange forskellige opgaver for både private og virksomheder. Opstår der et problem, gør vi alt for at løse det for vores klienter, forklarer Finn Rasmussen. Gennem årene har han især opnået særlig ekspertise inden for juridiske og skattemæssige forhold ved generationsskifte.
– Det jeg godt kan lide ved at være advokat er, at jeg er med til at løse folks problemer. Samtidig får jeg indsigt i mange af samfundets forhold gennem alle de sager, jeg er involveret i. Mine kunder oplever, at jeg bruger tid på at sætte mig ind i deres situation uden bare at slå taxametret til. Det er, fordi jeg er oprigtigt interesseret i deres baggrund, fortæller Finn Rasmussen, der altid forsøger at give en ordentlig service og følger opgaven helt til dørs.
Samarbejde er vejen til vækst
Finn blev hurtigt et kendt ansigt, da han kom til Stevns, blandt andet fordi han involverede sig i det tidligere Vallø Erhvervsnetværk, der under hans formandskab skiftede navn til Stevns Erhvervsnetværk.
– Jeg syntes, det var underligt, at der var så mange små virksomheder indenfor samme branche, som ikke samarbejdede, så jeg gik ind i erhvervsnetværket for at være med til at skabe mere samarbejde og heraf mere vækst, for det kommer alle i kommunen til gavn, forklarer Finn Rasmussen.
Da Stevns Erhvervsråd blev dannet i 2011, fortsatte Finn engagementet i denne forening, hvor han har siddet som formand siden marts 2013.
– Jeg sætter det meget højt at være en del af Stevns Erhvervsråd, som jeg synes har udrettet meget f.eks. i forhold til at klæde iværksætterne bedre på og i forhold til at skabe netværk mellem virksomhederne, forklarer Finn Rasmussen, der selv har fået mange kontakter gennem erhvervsrådet. De fleste af Finns kunder kommer netop via hans store netværk og via tidligere kunders gode anbefalinger.
Ny afdeling i Strøby Egede
Siden Finn ændrede navnet til Advokathuset Stevns har han haft tænkt på at åbne et kontor mere udover det, som ligger i Store Heddinge. Da han kom ind over projektbyggeriet af Vallø Strandpark, åbnede der sig en mulighed for at få kontor i det nye byggeri.
– Det har længe været en drøm at åbne et kontor mere i den nordlige del af kommunen. Vi hedder Advokathuset Stevns og vil gerne repræsentere hele Stevns. Det får vi mulighed for med det nye kontor, beretter Finn Rasmussen.
Den 1. juni slog Finn Rasmussen dørene op for første gang til det nye kontor i Vallø Strandpark II i Strøby Egede. Siden da har han fået travlt med at passe begge kontorer.
– Med placeringen kommer vi tættere på borgerne i den nordlige del af kommunen, som måske ellers skulle tage til Køge for at få juridisk rådgivning, forklarer Finn Rasmussen, som er på kontoret i Strøby Egede hver dag fra kl. 13. Kontoret i Store Heddinge har fortsat åbent hver dag fra 9-16.
Med tiden håber Finn på, at den nye afdeling kan tiltrække tilstrækkeligt med kunder til, at han kan ansætte medarbejdere til at holde åbent hele dagen i den nye afdeling.
Markedsføring skal der til
Finn har gennem det sidste år skruet op for markedsføringen af Advokathuset Stevns, der for alvor tog fart, da Finn til et Succes Online kursus mødte Mie Erikstrup, der på det tidspunkt var i løntilskud i Stevns Erhvervsråd. Mie har siden marts været ansat i en tidsbegrænset stilling i Advokathuset Stevns, hvor hun bl.a. har hjulpet med at få en ny hjemmeside i luften og har markedsført de informationsmøder om arv og testamente, som borgerne i Stevns har haft glæde af i løbet af foråret.
Den øgede eksponering kan mærkes, og på trods af Finn Rasmussens manglende lyst til at være i centrum, er han med Advokathuset Stevns for alvor ved at blive kendt både i og uden for Stevns.
– Det er jo lettere at være en stor fisk i en lille dam, siger Finn Rasmussen beskedent, men mon ikke hans store bidrag til det lokale erhvervsliv og hans omhyggelige service overfor sine kunder også har en del at sige.
Du kan læse mere om Advokathuset Stevns på www.advokathusetstevns.dk