Patrik og Helene Broberg står bag virksomheden Broberg Entreprise, som på bare to år er vokset fra 2 til 21 medarbejdere. Parret har et særligt drive og arbejder hele tiden med at udvikle virksomheden og deres medarbejdere.
Med både en far og en onkel i murerbranchen er Patrik Broberg nærmest født med en murerske i hånden. Som 14-årig lavede han sit første badeværelse, og som 19-årig startede han sin første murervirksomhed samme med sin far.
– Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle være selvstændig murermester, så lige så snart jeg blev færdiguddannet, gik jeg i gang, fortæller Patrik.
Patrik har rendt på byggepladserne siden han var 11-12 år gammel, så han var allerede et kendt ansigt i branchen, da han startede som selvstændig og fik hurtigt mange opgaver.
Siden 2006 har han ejet Broberg Entreprise samme med sin kone Helene, som står for administration og bogføring. Efter et par stille år under finanskrisen, hvor Broberg Entreprise kun bestod af Patrik og en enkelt medarbejder, tog virksomheden for alvor fart fra slutningen af 2013.
– Jeg kunne se markedet åbnede op, så vi lagde en strategiplan for de næste to år, som vi allerede nåede efter fire måneder, og nu er vi vokset til 21 mand, fortæller Patrik.
Broberg Entreprise er en autoriseret kloak- og murervirksomhed, som især er god til at lave badeværelser, facaderenovering og gammelt traditionelt håndværk f.eks. renovering af kirker. Medarbejderne er specialiserede i hver deres område, så kunderne kan være sikre på, at kvaliteten altid er i top.
– Kvaliteten er absolut det vigtigste for os og så ordentlig tidsplansstyring. Vi er ikke de billigste, vi er ikke de dyreste, vi tager den pris for det, som gør, at vi kan lave opgaverne i ordentlig kvalitet med styr på garantier og forsikringer, forklarer Patrik.
Kunderne tæller både privatpersoner, erhverv og det offentlige, og takket være tilfredse kunders anbefalinger kommer der hele tiden flere til.
Fra Glostrup til Stevns
Broberg Entreprise har hovedsæde i Brøndby, men åbnede en afdeling i Store Heddinge for tre år siden i forbindelse med, at Helene og Patrik flyttede familien fra Glostrup til Stevns. På sigt er det dog planen, at Stevns-afdelingen rykker til Rødvig, hvor parret har købt hus.
Den nye afdeling har endnu ikke skaffet så mange lokale kunder, da kunderne fortsat primært kommer fra Københavnsområdet. Til gengæld har Broberg Entreprise fået nogle gode lokale samarbejdsaftaler – bl.a. markedsfører de sig sammen med en række andre virksomheder som en del af ”Håndværkerhuset” i Strøby.
I forbindelse med at parret åbnede afdeling i Stevns, meldte de samtidig Broberg Entreprise ind i Stevns Erhvervsråd.
– Vi har været rigtig glade for Stevns Erhvervsråd, da vi kom hertil. Nu har vi både arbejdet i Hvidovre og i Glostrup, og vi har aldrig oplevet et erhvervsråd, der var så engageret, lyder det samstemmende fra Patrik og Helene.
Raketvækst har været en øjenåbner
Gennem Stevns Erhvervsråd har Patrik bl.a. været på kursusforløbet Raketvækst i efteråret 2014, som han beskriver som en stor øjenåbner:
– Jeg vil næsten sige, at jeg har fået skilt min virksomhed ad og samlet den igen på den rigtige måde. Også i forhold til, hvad vi vil med denne her virksomhed, for det får man klarlagt. Man sætter de her små delmål – must win battles – og det virker faktisk at gøre det på denne her måde, for så virker det ikke helt uopnåeligt, fortæller Patrik, der på sigt drømmer om, at virksomheden vokser til 25-35 mand.
I maj var Patrik på forløbet Raketvækst 2.0 på Flatø, hvor han arbejdede videre med salg og strategi.
– Vi lærte bl.a. om RMI – rigtig mental indstilling – som handler om at få alle medarbejdere til at skrive ned, hvad vi synes, vi skal stå for. Så samler man det hele og bliver enige om, hvad det er, vi arbejder efter – en slags fælles strategi. Det skal vi i gang med, og det kommer Væksthus Sjælland og hjælper os med, fortæller Patrik.
Det er netop vigtigt for Patrik og Helene at involvere deres medarbejdere og de giver dem gerne ekstra ansvar og nye arbejdsopgaver for at udvikle deres kompetencer. Medarbejdernes trivsel ligger dem meget på sinde, og derfor arbejder de med medarbejderstrivselsplaner og holder mange sociale arrangementer i løbet af året.
Familie med drive
Patrik og Helene er ikke kommet sovende til succesen. Med lange arbejdsdage, der af og til bliver til nætter, er det et tidskrævende arbejde, og derfor er det vigtigt, at hele familien er med på projektet, forklarer Helene, der udover hende og Patrik tæller parrets fire børn. Alligevel skinner det tydeligt igennem, at de elsker tilværelsen som selvstændige.
– Du skal ikke blive selvstændig for pengenes skyld, for timelønnen er ikke særligt høj, når du regner ud, hvor meget tid, du bruger på det. Men du får et ekstra kick, når du når dine mål og et drive til at gøre mere og udrette noget, fortæller Patrik.
Det er måske netop Patrik og Helenes store drive og lyst til at udvikle, der har bragt virksomheden så langt – med en imponerende vækst på bare to år.
Du kan læse mere om Broberg Entreprise på broberg-entreprise.dk