Duften af ny maling sidder i væggene og de nybyggede reoler. Håndværkerne myldrer rundt mellem flyttekasser og storkøkkenservice. Kun den spritnye disk og kølemontre fyldt med spegepølser og hjemmelavede skinker viser, at vi er i det, der om bare tre dage bliver en nyåbnet cafe. Vi er ved fyret på Stevns klint, 41 meter over havet, hvor Mad og Ro har til huse.
Restauratøren hedder Jens Hansen. Lokalt kendt som Livsnyder og Bonderøv, Stevns Specialiteter og Stevns Andelsbryggeri. Nu driver han Mad og Ro. Det er seks dage siden nøglerne blev overdraget og på lørdag er det den officielle åbningsdag. Selv står han i arbejdstøj med samme farveklatter som på væggene. I panden sidder læsebrillerne, som han tager ned på næsen, hver gang telefonen bipper. I tide og utide bliver han afbrudt af håndværkerne, der har brug for de små detaljer, der gør at cafeen bliver lige som Jens Hansen har drømt om:
“Jo mere jeg kan hente lokalt jo bedre. Jo mere jeg kan fortælle historien om kød, grøntsagerne, olien jo bedre. Det er også vigtigt hele tiden at udvikle, så det ikke bare er det samme. Alt bliver lavet fra bunden af her, om det så hedder pickles, syltede rødløg eller bløde løg.”
Stevns Erhvervsråd
Det startede i Corona-sommeren 2020 som en pop op-cafe til glæde for rejselystne danske turister og lokale. Der solgte han smørrebrød så store som møllehjul. Eventyret blev hurtig en succes og Jens Hansen drømte om noget mere permanent.
Her fik han hjælp af Stevns Erhvervsråd og seniorkonsulent Johan Bache:
”Stevns Erhvervsråd har hjulpet mig sindssyg meget. Johan fra erhvervsrådet var min sparringspartner gennem hele processen med ansøgninger og udbud.
“ Det skal lykkes”, sagde Johan til mig. “Det er som om at følge en, der lige har fået en baby,”
“Det er sindssygt fedt, at man føler at man har en opgave, der skal løses og så ringer man til erhvervsrådet og så får man en sparring på det. Det har betydet rigtigt meget. Jeg, som aktør, har ikke altid mulighed for at stille spørgsmål direkte til kommunen. Der er erhvervsrådet en god hjælp. Det betyder, at hvis jeg skulle have gjort det her alene, havde jeg tabt pusten.”
Kunsten fandt fyret
Den hvinende lyd af en boremaskine skærer i ørerne. En tømrer borer de sidste af de cirka 1200 huller til gårdbutikken, som Jens Hansen kalder det. En håndlavet reol, gulv til loft, med lokale varer til udbud for sultne turister og lokale med sans for kvalitet.
Stedet her ved Stevns fyr fandt Jens Hansen for tre år siden:
“Den nye kunst, der står foran rådhuset i Store Heddinge, blev lavet af kunstnere, der var indlogeret herude. Det var mig, der lavede maden til dem. Det var sådan, jeg fandt stedet. Der gik ikke mange dage, før min campingvogn røg herud, fordi det her sted gav mig sindssygt meget ro, og jeg gik og hyggede mig. Det var mens jeg var her, at jeg skrev seks sider om vores visioner for, hvad dette sted kunne rumme. Der er en grund til at det hedder Mad og Ro, og der er en grund til, at jeg har kæmpet sådan for at få det her sted.”
Ambitionerne er høje, planerne mange
Gårdbutikken, som han kalder hylden for enden af cafeen, skal fyldes med gode lokale råvarer. Det bliver både fra hans egen Stevns Specialiteter, hjemmelavede spegepølser og produkter fra Engvang og Klippingegård.
Støtten fra lokalsamfundet er vigtigt for Jens Hansen. Til tider kommer støtten fra uventet kant:
“Da vi sidste år blev nomineret til årets Sydsjællands turistinitiativ med vores pop op-cafe – DET havde jeg ikke set komme. Men vi var nomineret sammen med blandt andet Frederiksminde, som har en Michelin stjerne, og det er jo ikke så dårligt,” siger han med et lille smil med en snert af faglig stolthed.
Mens han taler, er det tydeligt at se, at ideerne ikke stopper med at komme til ham, bare fordi han har fået nøglerne:
“Vi har snakket med Visit Sydsjælland om at blive turistinformation. Det betyder, at vi skal have folk på kursus, men det betyder også at vi herfra kan sende folk videre til Stevns turistperler. Vi skal lige have cafeen på plads, som kommer det andet lige efter.”
Han drømmer også om koncerter ved fyret – pop op-koncerter, med opera og cello musik. Det skal gerne være lidt specielt, anderledes, men som maden bliver det med følelse og kvalitet.
Jens Hansen har officielt haft lokalerne ved Stevns fyr i 6 dage. Men roen har allerede sænket sig på et område:
“Det er et rakkerliv, når man er mobil kok og laver mad ude af huset, som jeg har gjort i mange år. Man skal altid spekulere i hvilket udstyr man skal have med, knive, spækbrædder og så videre. Nu er alt samlet i en base på Stevns fyr: Nu er det her, nu er det lagt frem, nu er det hvor det skal være.”
Det betyder at han kan koncentrere sig om sine spisende gæster:
“Det gør så, at vi kan kæle mere for råvarerne.”
Nu er sommeren her snart. Der er ingen tvivl om at hvis du skal koble af og har brug for god mad og ro – så foregår det på Stevns fyr lørdag og søndag fra 11-17 – efter St. Hans hver dag. Og støder du ind i Jens Hansen, Livsnyder og Bonderøv, så er det i sig selv hele besøget værd.
Fakta om Stevns fyr:
- Fyret tårner 41 meter over havet
- Fyret og boligen er fra 1818, og først i 1878 blev det høje fyr opført. Det er bygget af kridtsten, skåret ud af Stevns Klint – dengang man gerne måtte skære og hugge i klinten
- Der er en permanent og gratis udstilling om verdensarven og om fossiler fundet på Stevns. Ofte er der også udstillinger med kunst
- Fyret er stadig i brug