Da Rasmus Burmeister sprang ud selvstændig tømrer med virksomheden Burmeister Byg og Montage, tvivlede han på, at der var nok arbejde. I dag, knap et år senere, er der så meget at lave, at han indlejer folk.

– Jeg havde aldrig nogen sinde troet, at det ville gå så godt, fortæller Rasmus Burmeister. For knap et år siden tog han springet fra at være lønmodtager til at være selvstændig tømrer med firmaet, Burmeister Byg og Montage, der allerede har en flot omsætning.

Rasmus har altid gerne villet prøve at være selvstændig, og en dag fik han nok af arbejdet som lønmodtager, og sprang – nærmest fra den ene dag til den anden – ud som selvstændig tømrer.

– Lige pludselig fik jeg nok, så jeg tænkte; nu stopper jeg. Så ringede jeg rundt til dem, jeg kendte og spurgte; mangler I ikke en mand? Og det gjorde de. Til at starte med troede jeg ikke, at det ville blive til andet end et par måneder, og så måtte jeg lukke firmaet igen, for jeg var bange for, at der ikke var nok arbejde, men det er gået over al forventning, fortæller Rasmus glad.

Rasmus har i mange år arbejdet for store københavnske entrepriseselskaber, og det er især takket være hans mange arbejdskontakter, at han er kommet så godt fra start med virksomheden. Det seneste år har han bl.a. været indlejet i et større firma med to mand.

En deadline er en deadline

Burmeister Byg og Montage spreder sig over mange forskellige byggeopgaver, og Rasmus har selv en bred erfaring han kan trække på – ellers lejer han mandskab ind, der kan løse opgaven.

– Jeg har lavet rigtig mange ting. Lige da jeg blev udlært som tømrer, var jeg tømrer i et års tid. Og så har jeg været i udlandet og arbejde som tømrer, både i England og i Norge. Så har jeg været ude som brolægger, anlægsgartner, entreprenørbranchen og en lille smule VVS. Så jeg har prøvet næsten alle faggrupper, fortæller Rasmus, der tilføjer, at han især er glad for tømrerarbejdet – især tagopgaver.

– Jeg kan godt lide duften af træ og det her med at arbejde med hænderne og aflevere et godt stykke arbejde til en glad og tilfreds kunde – lave noget, man kan stå inde for, forklarer Rasmus.

Det er netop vigtigt for Rasmus, at kvaliteten af hans arbejde er i top.
– Og hvis man laver en deadline, så er det også den deadline, man skal holde sig til, understreger Rasmus.

Vil du også være selvstændig?
Få gratis rådgivning af iværksætter- og
virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen.
Kontakt ham på tlf. 21 22 17 65
eller på jesper@stevnserhvervsraad.dk
Læs mere her

På trods af det fængende slogan ”Fra Gedser til Skagen sæt Burmeister Byg på sagen”, har Rasmus ikke gjort så meget for at markedsføre sin virksomhed, og alligevel ”vælter det ind” med arbejde. Kunderne tæller indtil videre mest større virksomheder i København, men Rasmus er også meget interesseret i at samarbejde med lokale virksomheder i Stevns.

For at komme i betragtning til opgaver som nystartet, ukendt virksomhed, har Rasmus i starten valgt at køre med priser, der ligger i den lave ende på markedet. Med en arbejdsuge på 70-80 timer, er der kommet rigeligt med arbejde til Rasmus, som ofte indlejer ekstra mandskab.

– Jeg synes, det er farligt at ansætte folk, når man ikke ved, hvor meget arbejde, der er derude lige pt. Når jeg indlejer en mester, kan jeg fra dag til dag sige til ham om morgenen; der er ikke noget at lave i dag.

Yde før man kan nyde

Fodboldinteresserede stevnsboere har måske set Burmeister Byg og Montages logo på trøjerne på Store Heddinges u15-drengehold.

– Jeg har selv nogle børn, der spiller der og har selv arbejdet der frivilligt som materialeforvalter og som træner. Jeg synes det er godt, at man støtter det lokale lidt, fortæller Rasmus.

Rasmus kommer oprindeligt fra Kalundborg, men faldt for Stevns, da han besøgte et vennepar, så for fire-fem år siden flyttede han og familien til Store Heddinge. Familiens opbakning har netop været afgørende for at Rasmus sprang ud med egen virksomhed;

– Det har levet op til mine forventninger at være selvstændig. Det er hårdt, for det er mange timer, man bruger, når der er en familie bagved, og de skal selvfølgelig også være med på det, men man skal jo yde, før man kan nyde.

På længere sigt drømmer Rasmus om, at Burmeister Byg og Montage bliver en stor og veletableret virksomhed:

– Jeg håber at få fem-ti mand på længere sigt, og at der er nok arbejde til dem, og det må gerne være lidt bredere arbejdsopgaver. Det kunne være fedt at starte en tømrerafdeling og så om et par år starte en murer- eller elektrikerafdeling osv. Men det er nok meget langt ude i fremtiden, siger Rasmus.

Med den vækst Burmeister Byg og Montage oplever, er Rasmus dog allerede godt på vej mod at opfylde drømmen.

Du kan læse mere om Burmeister byg og Montage på www.bbom.dk og følge firmaet på www.facebook.com/burmeistersbyg

Vil du også starte egen virksomhed?
Få gratis rådgivning af vores iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen.
Kontakt ham på tlf. 21 22 17 65 eller på jesper@stevnserhvervsraad.dk