Tanken om et år med rengøring fra morgen til aften, hiver ikke mange smil frem hos de fleste, men Krista Paulin er ikke som de fleste. På lidt over et år har hun opbygget det succesfulde rengøringsfirma Renthjem.NU, som allerede tæller tre ansatte. Og hendes smil er stadig stort – ligesom ambitionerne. 

Idéen til Renthjem.NU fik Krista Paulin, efter hun var flyttet til Rødvig og havde svært ved at finde arbejde i lokalområdet. Hun lagde mærke til, at mange pendlede til København og tænkte, at de måske godt kunne tænke sig at komme hjem til et rent hjem efter en lang arbejdsdag. Derfor startede hun rengøringsvirksomheden i november 2016.

Med en baggrund i hotelbranchen som operations manager for seks hoteller, ved Krista alt om professionel rengøring:

– Når en rengøringsdame gør rent på hotellet, er det super vigtigt, at alt er gjort præcist rent, for når du som kunde kommer ind på et hotelværelse, der ikke er gjort perfekt rent, bliver din ferie heller ikke perfekt. Så jeg vil gerne gøre private hjem rent på samme måde, hvor vi lægger lidt mere mærke til alle de små detaljer end normalt, forklarer hun.

Krista kan godt lide at gøre rent – ikke så meget på grund af selv rengøringen, men fordi hun gør en forskel for de travle familier, som får mere tid til sig selv, når de kommer hjem til et helt rent hus, som de ikke skal bruge tid på at ordne.

– Når du smiler, så smiler jeg. Jeg er en meget serviceminded person, sådan har det været hele mit liv. Det er måske en lille ting, jeg hjælper dig med på den ene eller anden måde, og hvis det hjælper din dag, så føler jeg mig SÅ glad, smiler Krista, som udover rengøring også tilbyder havearbejde, vinduespudsning, vaskeservice og sågar hjælper med at finde kok og tjener, hvis du skal holde en fest.

– Jeg plejer at sige, at vi er ligesom en gammeldags stuepige- og butlerservice, bortset fra at vi ikke bor der, men du kan spørge os om alt, som du har behov for i dit hjem, forklarer Krista.

For at få de første kunder var Krista rundt på Stevns med flyers, men det gav ikke så mange henvendelser i starten. Da hun oprindeligt er fra Finland, begyndte hun i stedet at annoncere i Facebook-grupper for Finner i København, hvor hun hurtigt fik mange kunder. I dag har succesen spredt sig til resten af Østsjælland:

– Nu har vi så mange kunder, at vi kan være en dag i Stevns, en dag i Faxe, en dag i København osv., for vi prøver at køre så lidt som muligt, for at være miljøvenlige – alle vores produkter er også miljøvenlige, forklarer Krista.

De rette medarbejdere

For Krista er en af de største glæder ved at være blevet selvstændig, at hun har skabt en god arbejdsplads for indtil videre tre medarbejdere. Det har været nødvendigt for at kunne følge med efterspørgslen fra de mange kunder, som i dag tæller 70 familier og virksomheder. Hun er også på udkig efter en havemand og en fjerde rengøringsmedarbejder, men det er ikke let at finde personale:

– Der findes mange, som der gør rent, men der er ikke mange som forstår, at det ikke er ligesom, når du gør rent derhjemme, for du skal være meget detaljeorienteret, forklarer Krista.

Det er altafgørende for hende, at Renthjem.NU’s medarbejdere kan holde en meget høj kvalitet i rengøringen, og de nye medarbejdere får en grundig oplæring, inden de bliver sendt ud til kunderne på egen hånd. Selvom virksomheden har fart på, er det vigtigt for hende, at den ikke vokser hurtigere, end at hun kan nå at få ansat og oplært de rigtige medarbejdere.

– Jeg har stoppet reklamer mange gang i det sidste år, for vi må først finde de rigtige mennesker at arbejde med. Hvis vi ikke har dem, kan vi ikke gå ud til kunderne.

I en branche med masser af konkurrenter, er Renthjem.NU’s vækst bemærkelsesværdig. Krista mener selv, at forklaringen skal findes i hendes mange tilfredse kunder, som anbefaler hende til nye kunder.

– Måske er det også fordi, at du ikke bare er en kunde. Vi kommer ikke bare ind og ud, og vi sender ikke forskellige mennesker hver gang. Forholdet til kunderne er personligt, så jeg tror, at det er vores kundeservice, der er forklaringen på vores vækst, siger Krista eftertænksomt.

Du skal gi’ dig 100%

Med 14-timers arbejdsdage gennem et helt år, har Krista knoklet hårdt for sin succes. Hendes dag starter kl. 6 med at besvare mails, inden hun et par timer senere tager ud og gør rent til om aftenen, hvor hun igen vender hjem til kundehenvendelser og administration.

– Når du har startet virksomhed, er du aldrig på ferie, og du har aldrig fri, for det er hele tiden i dit hoved, forklarer Krista. Derfor har hun også følgende råd til andre med iværksætterdrømme:

– Hvis du ikke er villig til at gi’ dig 100%, så skal du ikke blive iværksætter, for det vil tage alt din tid fra familie, det vil tage alt din tid fra venner, og det vil tage al din energi og fokus, og det vil blive hårdt, så hvis du ikke er 100% sikker på, at det er det her, som du har lyst til, så skal du ikke gøre det.

På trods af de lange dage med fysisk hårdt arbejde, lyser energien ud af Krista, når hun ivrigt fortæller om sin virksomhed.

– Selvom jeg arbejder meget, så har det været det hele værd, for det har taget lidt over et år, og nu er vi her. Virksomheder plejer ikke at vokse på denne her måde – det er gået super hurtigt. Men jeg har haft et mål, og jeg kunne se, hvordan jeg kom derhen, så jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet, men alle timerne har været det hele værd, siger hun smilende.

Ambitioner

Tanken om at blive selvstændig har aldrig været langt væk for Krista, som selv kommer ud af en iværksætterfamilie. Siden hun var 15 år, har hun drømt om at åbne sit eget hotel. Drømmen om at blive hotelejer er ikke lagt på hylden, men lige nu er det Renthjem.NU, som har den ambitiøse iværksætters fulde fokus.

– Om to år håber jeg, at vi har omkring 30 ansatte, og at vi arbejder på hele Sjælland. Jeg håber også på, at vi har mange virksomheder som kunder. Ikke de største virksomheder, men de mindre, hvor du stadig kan se den forskel, vi laver, slutter Krista, som på sigt håber på, at den Stevnske virksomhed dækker hele Danmark.

Læs mere om Renthjem.NU på www.renthjem.nu