Hun er bare 22 år, men kan allerede kalde sig iværksætter. Den 1. juli åbnede Kerrye Solberg Salon Capelli i Rødvig.
Efter Kerrye var færdig med sin uddannelse som frisør, var det svært at få job, og hun havnede på dagpenge. For ikke at gå helt i stå, havde hun småjobs på forskellige frisørsaloner i Stevns, men undervejs begyndte tanken om selv at starte en salon at spire.
Fra dagpengemodtager til iværksætter
En ting er at sidde hjemme på sofaen og snakke om at åbne egen salon, en helt anden ting er at komme i gang. For Kerrye var der især én ting, der skulle til:
– En masse spark bag i! Jeg skulle virkelig overveje tingene meget, og jeg snakkede meget med min mor og svigermor. Min svigermor er også selvstændig (Merete Olsen fra Lanterna), så hende snakkede jeg rigtig meget med, om fordele og ulemper, så det ikke kom som et chok, når jeg startede.
Men et lille chok fik Kerrye alligevel, da hun sprang ud som selvstændig. For da hun først havde taget beslutningen, skete det hele på en enkelt måned.
– Jeg var nervøs og sov ikke i tre uger. Jeg lå bare og tænkte på det, og det var hårdt. Man er nervøs for folks reaktioner, og om de vil støtte det, forklare Kerrye.
Salon Capelli er heldigvis kommet godt fra start, og beboerne i Rødvig lægger ofte vejen forbi den lille hyggelige salon, hvor de nyder godt af Kerryes evner, når håret trænger til en klipning.
– Det, jeg bedst kan lide ved at være frisør, er at se, hvordan folks øjne stråler, når jeg har hjulpet dem med et nyt udseende, fortæller Kerrye, som lægger vægt på, at det skal være rart for kunderne være i hendes salon.
”Det bliver mere virkeligt, når andre tror på dig”
I opstartsfasen har Kerrye nydt godt af sin svigermors viden, omsorg og netværk, og det var også svigermor, der hjalp hende i kontakt med iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen fra Stevns Erhvervsråd.
– Min svigermor arrangerer alting, og det var også hende, der skaffede lokalet til min salon. Hun er sådan en, der snakker med alle mennesker – hun kender jo hele Stevns. En dag havde hun snakket med en oppe i Brugsen, der havde foreslået, at hun skulle ringe til Stevns Erhvervsråd. Det havde hun så gjort og var kommet igennem til Jesper.
Iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen har siden hen været en stor hjælp for Kerrye.
– Han har hjulpet mig med alt – alle de der ting man kan svede ud, fortæller Kerrye og fortsætter:
– Hvis ikke Jesper havde været der, så tror jeg ikke, jeg havde gjort det. Når der kommer en udefra og siger; ”det kan du godt”, så stoler du mere på det, end hvis det kom fra din mor og din svigermor – de skal jo sige det. Men Jesper kendte ikke mig, og jeg kendte ikke ham, og han troede på mig alligevel.
Opbakningen fra Jesper, svigermor og kæresten, har gjort, at Kerrye ikke har givet op, selv hvis det er gået lidt skævt, eller der er opstået problemer.
”Matematik er ikke min stærke side”
Det med regnskaber, moms og skat var bestemt ikke noget, der tiltrak Kerrye ved livet som selvstændig. Tal har aldrig været hendes stærke side, men hun har fundet en løsning.
– Nu har jeg lige afleveret momsregnskab, men jeg hader det. Jeg har betalt en revisor, så hun ordner alt. Jeg afleverer det bare i hendes postkasse, fortæller Kerrye.
Allerede før hun åbnede Salon Capelli, var tallene en udfordring, men hun har fået støtte og hjælp fra Jesper Yde Knudsen hele vejen, også når det kom til tallene.
– Tal er ikke min stærke side, så han var med i banken og hjælpe mig med at få lånet, ligesom for at sige, at du kan godt og støtte mig i de ting, jeg ikke kunne finde ud af, fortæller Kerrye, der i dag ikke er lige så skræmt over den regnskabsmæssige del ved at være selvstændig.
Drømmen lever videre mange år endnu
Som ny udsprunget iværksætter er Kerrye allerede i gang med at udleve sin drøm om egen salon, og hun håber at kunne fortsætte i Salon Capelli mange år frem. På spørgsmålet om at få en større salon på et tidspunkt, svarer Kerrye:
– Det kunne være fedt, men ikke nu, måske om 10 år. De næst par år, så er det bare mig, som kunderne kender – mig og mit håndværk, mit image.
Når du spørger Kerrye i dag, er hun glad for, at svigermor gav hende et kærligt spark bag i, og hun er ikke i tvivl om, at hun kommer til at være selvstændig i langt tid fremover.
Hvis du endnu ikke kender Kerrye og Salon Capelli, kan du ringe på tlf. 30 30 36 56 og aftale en tid med den unge, dygtige iværksætter, der har haft modet til at springe ud som selvstændig.