Munkgaard bed & breakfast
Du har måske hørt om Munkgaard-familien fra Lund. De sidste par år, har de bygget om. Og bygget til flere steder. Først for at virkeliggøre deres drøm om bed and breakfast og nu om oplevelser hele året
”Jan er den rolige håndværker, som udfører alle mine tossede visioner,” griner Anette og tager en slurk af sin te.
Parret har netop fejret deres sølvbryllup med stor fest, hvor familie, venner og en stor del af deres naboer, var inviteret. Anette og Jan Munkgaard elsker nemlig at være værter og samle folk. Noget, som er drivkraften og motivationen, bag deres helt store byggeprojekt.
Jan og Anette flyttede fra et travlt erhvervsliv i Greve til Espemosegård i Lund med planerne om at få et frirum med højt til himlen, grønt så langt øjet rækker og plads til at drømme stort.
Fra stuevinduet kunne Anette se, at der passerede masser af vandrere, cykellister og folk på tur, foran naboejendommen Ellemosegård, hvor Margueritruten løber lige forbi. En ejendom som havde stået forladt i 20 år. Alt det ændrede sig i maj 2021, hvor Anette og Jan blev de nye ejere. Her ville de bygge et bed and breakfast for voksne med fokus på romantik.
Jan og Anette inviterede borgerne i Lund by til pølser og øl, for at sige officielt farvel og for at ære husets mangeårige historik før nedrivningen gik i gang.
Hvo’ intet vover, intet vinder
Anette og Jan er begge født ud af to selvstændige familievirksomheder og er opvokset med familie og virksomhed smeltet sammen. For 20 år dukkede idéen første gang op, om at lave et bed and breakfast sammen i Spanien. Dog synes de ikke tidspunktet er det rigtige, da børnene er for små, omvæltningen er for stor, og de desuden er bundet til driften af deres forretning i København. Men tanken bliver hængende gennem årene.
I 17 år har det været en fast tradition for Anette og Jan at fejre deres bryllupsdag på Hotel Palace i Viborg. Et sted, som dengang skilte sig meget ud med boblebad, spa og dampbad på værelset. Så, da de traf beslutningen om at lave Ellemosegård til et overnatningssted, var konceptet indlysende: Natur og velvære.
Selvom, overnatningsbranchen var helt ny for begge, så gik Anette og Jan ind i projektet med gåpåmod, ben i næsen og nysgerrighed. Skinnerne bliver lagt, mens toget kører, og processen har givet meget at snakke og samles om. Det er sådan Anette og Jan har det bedst; med foden på speederen.
Det føles meningsfuldt
I sommeren 2023 åbnede de officielt Munkgaard Bed & Breakfast med fem dobbeltværelser, fordelt ud på flere steder omkring Lund.
I længere tid havde parret hørt, at der blev talt om manglende overnatningsmuligheder i Stevns, og derfor føltes projektet ekstra meningsfuldt; det var deres lille bidrag til at understøtte strategien om at gøre Stevns til en helårsdestination med flere oplevelsestilbud.
For det stopper ikke med bed and breakfast. I 2024 er planen at åbne en cafe og gårdbutik på Ellemosegård. Udover, at Jan er fantastisk til håndværk, så laver han også fremragende mad.
Cafeen vil byde på kaffe/kage og snackkurve, og forventeligt vil der også blive mulighed for hovedmåltider til gæsterne, som kan nydes indenfor eller i haven, der omkredser Ellemosegård.
For Anette er det vigtigt at skabe et sted, der er rig på biodiversitet, og hvor naturen kan få lov til at gro frit, og hvor de kan dyrke grøntsager til brug i cafeen.
Butikken, som bliver Anettes domæne, vil ose af livsstilsinteriør. Meningen er, at gæsterne skal inspireres af alt de ser på værelset og i cafeen, og meget gerne få lyst til at købe det. Det kan de så gøre i butikken. Næsten alt kommer til at være til salg; bortset selvfølgelig fra sengene.
Cafeen og butikken kommer på sigt til at have åbent alle dage over sommeren, og i weekenderne i de kolde måneder.
Nabofælleskabet fortsætter med at være det vigtigste
Døren står altid åben til Anette og Jan, og parret er meget opmærksomme på, at deres aktiviteter skal bidrage positivt til lokalsamfundet.
Da en nabo fx udtrykte bekymring for støjgener, tog de en god snak med vedkommende og fik justeret til i planerne. Intet står skrevet i sten, og for Munkgaard familien er, prioriteten at byggeplanerne for deres forretning skaber glæde i lokalsamfundet.
Og indtil videre tyder det på at strategien virker. Opbakningen har været enorm, og da de første værelser blev sat til salg, rygtedes det hurtigt, hvilket har gjort at Anette og Jan kom rigtig godt fra start.
Parret har undervejs været i løbende dialog med naboer, Stevns Kommune og Stevns Erhverv, hvilket de mener, har gjort processen meget mere smidig og styrket projektet gevaldigt.
Alle snakker om ”outdoor”, så nu gør vi det
Bed and breakfast, café og gårdbutik, og der er planer om flere tilbud som tiden går. Autocampere har været en intens debat på Stevns: de er grimme, de fylder og de står alle mulige steder, så de lokale ikke kan komme til.
Selv tænker Anette og Jan tilbage på turene til Sverige i deres gamle Mercedes Vito V-klasse. Noget, om de har elsket, og en oplevelse som de gerne vil give andre mulighed for at få. Dog under regulerede forhold.
Derfor udvider de deres overnatningstilbud med tre overnatningspladser til autocampere to forskellige steder, og tre udendørs overnatningspladser til cykellister og vandreturister, der har brug for et stykke græs.
Ved at lave flere tilbud håber Anette og Jan, at turisterne vil blive længere, opleve flere områder af Stevns og lægge flere penge lokalt.
Da Jan for længe siden foreslår navnet Munkgaard Inn & Out, bliver det mødt med en vis skepsis. Men, noget tyder på, at han nok blot har været fremsynet. Om Munkgaard Bed & Breakfast får et navneskift må tiden vise.
Skyd genvej til viden og netværk
Meld dig ind i Stevns Erhverv
Som medlem af Stevns Erhverv har du nem adgang til en lang række fordele, spændende arrangementer og et stort lokalt netværk af lokale erhvervsdrivende.
Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi glæder os til at byde dig velkommen som medlem af Stevns Erhverv.