I de lækre og lyse lokaler på Korngården 6 i Store Heddinge ligger et nyt kontorfællesskab, der står klar til at komme i brug. Pia B. Thomsen fra WaveCoaching er den første til at rykke ind i et af kontorlokalerne, der i alt tæller 4 kontorer, et fælles køkkenalrum samt fælles toilet og bad.
I dag er der et stigende antal virksomheder, der rykker ud i kontorfællesskaber, da det giver virksomhederne mulighed for en hurtig og billig opstart. Der findes mange forskellige typer kontorfællesskaber, men ofte er de møbleret og sat op med internet. Nogle stiller endda computere og printere til rådighed. Det gør det muligt, at virksomhederne blot kan rykke ind og komme hurtigt i gang eller hurtigt videre, uden at vente på at få sat internet op osv. Derudover er det ret fleksibelt med lavt depositum og kort eller ingen bindingsperiode. Dette gør det nemt at rykke til større lokaler i takt med, at virksomheden bliver større.
Kontorfællesskabet på Korngården er tiltænkt mindre virksomheder eller iværksættervirksomheder, der side om side kan spire og vokse sig større. Med i alt 2 enmandskontorer og 2 tomandskontorer kan fællesskabet rumme op til 6 personer. Hvert kontor er aflukket og kan aflåses med egen nøgle, så man kan sidde uforstyrret på sit kontor, hvis det er det man ønsker.
Bliv en del af fællesskabet
Har du lyst til at være en del af det nye kontorfællesskab, så står der pt. flere ledige kontorer til rådighed på Korngården. Lokalerne er prisbillige for at imødekomme mindre virksomheder og iværksættervirksomheder.
Prisen for et enmandskontor ligger på 1200 kr. pr måned eksklusiv moms, og tomandskontorerne koster henholdsvis 2200 kr. og 2300 kr. pr måned eksklusiv moms. I prisen er inkluderet vand, varme, strøm og internet samt adgang til printer. Ligeledes er rengøring af fællesarealerne inkluderet i prisen.
Er du interesseret eller vil du høre mere, så kontakt Christianshus på 40 20 61 65 eller info@christianshus.dk.