Stevns Kommune er med i International House- og Work in Denmark-ordningen, der gør det let og muligt for virksomheder i Stevns at kunne finde højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. 

Det kan til tider være svært at finde medarbejderen med de helt rigtige kvalifikationer. Derfor er Stevns Kommune med i en serviceordning under International House Copenhagen og Work in Denmark, hvor private virksomheder eller offentlige institutioner kan finde den helt rigtige medarbejder på en overskuelig måde.

Formålet med International House er på den ene side at gøre det nemmere for internationale arbejdstagere, ledsagende ægtefæller og studerende at flytte til og blive boende i København og et stort antal kommuner på Sjælland, hvor Stevns også er med.

På den anden side leverer huset også en helhedsorienteret pakke fra start til slut til virksomhederne, hvor de hjælper med at finde den rette person til jobbet samt klarer mere praktiske forhold til arbejdstageren – herunder myndighedsbehandling, papirarbejde, familiehåndtering og etablering af netværk. Der vil også være mulighed for at få assistance til at ansætte medarbejderen, ligesom de gerne vil komme besøg i din virksomhed, hvis du er interesseret i at finde udenlandsk arbejdskraft.

Hos Work in Denmark har du adgang til en række værktøjer, hvor du både kan finde arbejdskraft og oprette dine egne jobannoncer efter behov. Du kan også få vejledning og råd om arbejdstilladelser, regler om skat, sundhedsforsikring m.m.

Hvis du er interesseret i at vide mere eller få hjælp, kan du finde mere på International house og www.workindenmark.dk/.