Tre dygtige undervisere og syv selvstændige fra seks virksomheder – samlet i tre intensive dage. Det var hovedingredienserne i det netop overståede Raketvækst-internat arrangeret af Stevns Erhvervsråd og Væksthus Sjælland.
Det var syv forventningsfulde deltagere, der onsdag den 25. september mødte op på Konference & Hotel Klinten parate til at skabe større udvikling og indtjening i deres virksomheder.
– Hvornår har du sidst brugt tre dage på at tænke din virksomhed og dig selv som ejer og virksomhedsleder igennem? Hvis det ikke er indenfor de seneste 12 måneder, så er det på høje tid. Sådan lød opfordringen indledningsvist fra Raketvækst dygtige underviser, Nils Hall Torgersen fra Væksthus Sjælland.
Og der blev virkelig tænkt igennem på kurset. På internatet kom deltagerne hele vejen rundt om deres virksomheder – fra omsætningsniveau, kundeportefølje til online markedsføring. Det hele blev kogt ned til mål, ”must-win-battles” og konkrete handlingsplaner, som deltagerne arbejder videre med i deres virksomheder.
Arbejdet starter mandag
– Raketvækst har været en kæmpe, kæmpe øjenåbner. Jeg har blandt andet fået belyst, hvad jeg skal arbejde med i min virksomhed, og hvad jeg skal gøre for at få flere penge på bundlinjen. Jeg er overrasket over, hvor meget vi bliver holdt til ilden på kurset, og hvor meget vi bliver hjulpet – også bagefter, hvor der er opfølgningsmøder – det er stort. Jeg vil give Raketvækst en stor anbefaling, lød det begejstret fra Carsten Joost fra Joost El.
For Raketvækst rækker ud over de tre første dage. Arbejdet starter for alvor først derhjemme, når gamle vaner og indgroede tænkemåder skal brydes, og nye strategier skal føres ud i livet. Derfor lød det engageret fra flere deltagere; ”Vi går i gang med det samme på mandag”.
Nyt netværk
På Raketvækst er deltagerne sammen fra morgen til aften, hvor de diskuterer hinandens virksomheder – kun afbrudt at nattesøvn og Klintens lækre mad. Derfor udviklede der sig et tæt bånd mellem deltagerne. Ifølge Bjarne Nielsen fra Strøby Turist vil den tætte kontakt til de andre deltagere også blive brugt fremadrettet:
– det var seks virksomheder med rigtig god kemi. Alle deltagere fik plads til at komme med deres idéer, og man kunne bidrage med sine erfaringer til hinandens virksomheder. Raketvækst har samtidig givet nogle gode kontakter. Vi har fået et godt netværk, som jeg er sikker på, vi kommer til at bruge fremadrettet.
Det er her virksomhederne rykker
Det var anden gang, Stevns Erhvervsråd arrangerede Raketvækst, og erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd har kun fået positive tilbagemeldinger fra de første deltagere, der et år efter forløbet kan se resultaterne af de strategier, de udviklede under kurset. Ifølge Thomas Christensen er det tiltag som Raketvækst, der skal til, hvis vi for alvor skal styrke erhvervslivet på Stevns:
– For at styrke erhvervslivet på Stevns bliver vi nødt til at hjælpe den enkelte virksomhed, og vi kan se, at her er Raketvækst virkelig noget, der rykker. I den daglige drift af virksomheden har mange ikke overblikket og overskuddet til at tænke strategisk. Derfor kan det være svært for de små og mellemstore virksomheder at få øje på de forhindringer, der spænder ben for deres succes. På Raketvækst hjælper vi dem med at overkomme forhindringerne og se deres virksomheder i et nyt lys. Alle vores erfaringer viser, at Raketvækst er en af de allerbedste ting, du kan gøre for din virksomhed. I sidste ende betyder det flere penge på bundlinjen.