Når Vattenfall begynder opførelsen af havmølleparken Kriegers Flak, bliver det i samarbejde med erhvervsnetværk Kriegers Flak Service Group. Netværket består af 24 virksomheder, og det er stadig muligt at blive en del af samarbejdet, hvis man ønsker at blive leverandør.
Vattenfall vandt Krigers Flak-projektet med en rekordlav pris på 37,2 øre pr. kWh, hvilket er den laveste pris på havmøllestrøm i verden. Ifølge planen skal parken stå klar til drift i 2022, og med en kapacitet til at kunne levere strøm til 600.000 danske husstande.
Vattenfall regner med at investere 8,1-9,9 mia. kr. i projektet. Ifølge beregninger skaber en havmøllepark i denne størrelsesorden flere end 9.000 arbejdspladser henover anlægsperioden, samt omkring 100 permanente arbejdspladser, når parken sættes i drift.
Det er Offshoreenergy.dk, der i samarbejde med Region Sjælland står bag erhvervsnetværket, der består af virksomheder fra Stevns-, Faxe-, Vordingborg- og Guldborgsund Kommune. Netværket har til formål at samle regionale offshore-kompetencer i en servicegruppe. Dermed bliver det lettere for Vattenfall at finde leverandører og giver mindre administrativt arbejde.
En stærk netværksprofil
For at få opbygget en stærk og relevant netværksprofil i forhold til Vattenfalls efterspørgsel, forsøger netværket at skabe et bredt regionalt netværk. Allerede nu er der 24 forskellige virksomheder, der har meldt sig ind i servicegruppen, og det er en bred vifte af forskellige typer virksomheder, der er brug for.
– Vi har brug for alle typer virksomheder lige fra frisører til elektrikere. Nogle ser det måske som et sats at melde sig ind i netværket, men til gengæld kommer de forrest i køen overfor Vattenfall, forklarer Michael Noer-Hvarre, der er med i styregruppen for Kriegers Flak Service Group.
Det er nemlig ikke kun håndværkere, der er brug for i netværket, for der bliver også brug for både arbejdstøj, chauffører, mad og rengøring. Styregruppen satser på at blive omkring 100 virksomheder opfordrer alle erhvervsdrivende, der ønsker at blive leverandører til at melde sig ind.I marts afholder de et velkomstmøde for alle nye medlemmer i netværket, hvor der blandt andet vil være oplæg fra Kriegers Flak Service Group og Vattenfall.
Læs mere om servicegruppen på www.kfsg.dk, eller meld dig ind via formularen her www.kfsg.dk/tilmelding-til-kfsg.