På trods af et fald fra en 7. til en 15. plads er Stevns Kommune forsat blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner ifølge Dansk Byggeris årlige erhvervsklimaundersøgelse

Som regionens anden mest erhvervsvenlige kommune – kun overgået af Holbæk – klarer Stevns sig fortsat godt i Dansk Byggeris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Undersøgelsen dækker over, hvor ”nemt” det er at drive virksomhed i den pågældende kommune, og den bygger på ”hårde” data såsom byggesagsgebyrer, afgifter, sagsbehandlingstid, udbudspolitik mm.

– Vi er selvsagt glade for, at Stevns fortsat er blandt de bedste kommuner, når det kommer til erhvervs- og byggevenlighed målt på rammevilkår. Det gør det lettere for kommunens etablerede virksomheder at drive deres forretning, ligesom det også kan være med til at tiltrække virksomheder udefra. Når det så er sagt, er det vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærerne, for når vi kigger ned gennem listen af parametre, er der fortsat mange, der kan forbedres, fortæller Erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.

Ventetider på byggesagsbehandling ikke lig med langsom sagsbehandling

Stevns Kommunes fald på ranglisten skyldes blandt andet en dårlig placering som nr. 89 på det parameter, der drejer sig om ventetider på byggesagsbehandling. Ifølge undersøgelsen tager det i gennemsnit 93 dage at få behandlet en byggesag i Stevns Kommune, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kommunen er langsom til at behandle sagerne, fortæller Susanne Hartmann Rasmussen, der er centerchef for Teknik og Miljø:

– Det er problematisk, at data bliver brugt og formidlet som sagsbehandlingstider, når der reelt er tale om andet og mere end ren sagsbehandlingstid. Den store synder er ofte, at vi har sager liggende længe, inden vi kan få fyldestgørende materiale. Som eksempel havde vi en sag fra november 2013, hvor fyldestgørende materiale først er modtaget i år d. 16. juni. Selv om vi behandlede denne sag efter 10 dage med fyldestgørende materiale, ville den tælle i statistikken som en “sagsbehandlingstid” på 20 måneder, forklarer Susanne Hartmann Rasmussen.

Når Stevns Kommune alligevel er blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i undersøgelsen, skyldes det blandt andet, at kommunens virksomheder ikke skal betale dækningsafgift og byggesagsgebyrer.

Se hvordan Stevns Kommune er placeret på de øvrige parametre i undersøgelsen