Kommentar til resultaterne i DI’s Erhvervsklimaundersøgelse 2017 af Erhvervschef Thomas Christensen, Stevns Erhvervsråd.
Det er altid godt at starte med det positive, og i årets erhvervsklimaanalyse fra DI indtager Stevns en flot 7. plads blandt landets kommuner, når det gælder erhvervsvenlighed målt på 22 statistiske indikatorer. Det er en fremgang på 11 pladser i forhold til 2016.
Det er helt utroligt flot og viser en kombination af, at der er godt skub i erhvervsudviklingen i Stevns, og at Stevns Kommune har lagt sig i selen og skabt nogle gode rammevilkår. Det skal vi holde fast i.
Men, så er der lige det der men. Erhvervslivet i Stevns ser ikke en erhvervsvenlig kommune og placerer Stevns Kommune som nummer 92 ud af de 96 analyserede kommuner på den overordnede vurdering af erhvervsvenligheden. Det giver Stevns Kommune en samlet placering som nummer 89 på landsplan i undersøgelsen, og det kan vi på ingen måde være tilfredse med, og det er i øvrigt en tilbagegang på 2 pladser.
Virksomhederne er hverken tilfredse med den service, som de får fra kommunen i forbindelse med sagsbehandling eller med den dialog, som de har med kommunen generelt. Også når det kommer til emner som arbejdskraft og den klassiske om infrastruktur, får kommunen hug. At virksomhederne ikke er tilfredse kommer stærkt til udtryk ved, at kun 4 ud af 10 vil anbefale Stevns overfor andre.
Statistisk set er vi den 7. bedste kommune i landet, men vi lander som nummer 89. Om man skal grine eller græde kan være svært at afgøre, men det kan også være lige meget, for vi skal arbejde! Arbejde på at imødekomme virksomhedernes behov bedre og lytte, når de siger, at ”Infrastruktur og Transport” og ”Kommunens Image” er de to områder, som kommunen bør prioritere højest, hvis virksomhedernes vækstmuligheder fremadrettet skal styrkes.
Infrastruktur og Transport er en populær anbefaling til politikerne i alle landets kommuner, og det er en kendt udfordring i Stevns. Derfor hæfter jeg mig særligt ved Kommunens Image, og vi har nu en vigtig opgave med at fokusere på service, formidling og gode oplevelser for kunderne i Stevns Kommune. Bedre serviceoplevelser i kontakten med kommunen vil forbedre Stevns Kommunes image indadtil, og det er der, vi bør starte. Samtidig er kommunen nødt til at have et stærkere synligt fokus på erhverv.
Jeg mener også, at vi er i gang, men jeg må erkende, at det tager tid. Men – og denne gang er det et godt men – vi er villige til at bruge den tid, der skal til. Stevns Erhvervsråds bestyrelse har allerede angivet målsætningen; at vurderingen af kommunens erhvervsvenlighed skal stige. Målsætningen er den næst vigtigste for erhvervsrådets arbejde fremadrettet – kun overgået af målet om, at antallet af private virksomheder i Stevns skal stige.
Læs hele DI’s erhvervsklimaundersøgelse 2017
Erhvervschef Thomas Christensen,
Stevns Erhvervsråd