I løbet af de næste år kommer Stevns Erhvervsråd til at arbejde intensivt på at tiltrække nye virksomheder til Stevns Kommune. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt en ansøgning fra erhvervsrådet til initiativer, der skal få virksomheder udefra til at etablere sig i Stevns. Til at realisere initiativerne modtager erhvervsrådet samlet 400.000 kr. over de næste to år.

– Sideløbende med at Stevns Erhvervsråd skaber vækst og udvikling i kommunens etablerede virksomheder, er vi nu klar til at også at tiltrække virksomheder udefra og på den måde skabe endnu mere vækst og flere arbejdspladser. Det står højt på vores dagsorden, og det er et fokusområde, vi har stor opbakning til fra vores medlemmer, fortæller erhvervschef Thomas Christensen.

Ansøgningen kommer på baggrund af det seneste års arbejde i erhvervsrådet, hvor mulighederne for tiltrækning af virksomheder til Stevns er blevet grundigt analyseret, og det har udmøntet sig i en handlingsplan for tiltrækning af virksomhederne, der er bygget op om tre dele:

  1. del. Salg af erhvervsgrunde: Stevns Erhvervsråd iværksætter en målrettet online salgs- og markedsføringsindsats af erhvervsgrundene i Hårlev og Store Heddinge bl.a. med en professionel hjemmeside og markedsføring via sociale medier.
  1. del. Markedsføringsanalyse: Som grundlag for realiseringen af del 1 engagerer erhvervsrådet et eksternt konsulentbureau til at udføre en analyse, der skal pege på, hvordan Stevns bedst bliver markedsført i forhold til Køge, København og resten af Sjælland. Som en del af analysen vil der efterfølgende blive kigget på, hvordan kommunikationen til de udvalgte målgrupper skal skrues sammen.
  1. del. Rammevilkår: Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd analyserer i fællesskab, som et naturligt element i realiseringen af Stevns Kommunes erhvervspolitik, hvilke rammevilkår der yderligere skal forbedres for at understøtte indsatsen med tiltrækning af virksomheder.

Erhvervschefen understreger, at der nu venter et stort arbejde gennem de næste to år med at realisere de initiativer, der på sigt skal få flere virksomheder til at slå sig ned i kommunen.

Attraktiv erhvervskommune er en forudsætning

Stevns Erhvervsråd har gode erfaringer med at hjælpe nye virksomheder til Stevns i forhold til at finde egnede lokaler, hjælpe med dialogen med kommunen og introducere til lokale erhvervsnetværk. Erhvervsrådet har dog ikke tidligere haft en aktiv, opsøgende indsats over for virksomheder uden for kommunen, men det er et vigtigt led i erhvervsrådets erhvervsstrategi for 2014-2017 og ligger i forlængelse af erhvervsrådets bestræbelser på at gøre kommunen mere attraktiv for erhvervslivet.

– En forudsætning for at tiltrække virksomheder er, at de oplever, at Stevns Kommune er en attraktiv kommune at drive virksomhed i, og det har Stevns Erhvervsråd arbejdet for siden erhvervsrådets start. Vi har nu fået opbygget en fornuftig base for erhvervslivet, som vi stadig skal arbejde videre på, men det kræver, at vi får løftet den kommunale service, og at de kommunale rammevilkår får et nøk opad, forklarer Erhvervschef Thomas Christensen med henvisning til, at mange af kommunens virksomheder ikke er tilfredse med den kommunale service ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri. Stevns Kommune kan dog bryste sig af at have nogle af landets bedste rammevilkår, hvilket kommer de tilflyttende virksomheder til gode.