Stevns Erhvervsråd deltog i midten af juni i det årlige Folkemøde på Bornholm. Erhvervsrådet var taget afsted sammen med Udvikling Stevns for at hente inspiration til fremtidige udviklingsprojekter.
Hvert år valfarter flere tusinde deltagere fra interesseorganisationer, erhvervslivet og politiske partier til Bornholm til det årlige Folkemøde. Stevns var også repræsenteret med 22 deltagere fra Stevns Erhvervsråd, Udvikling Stevns og Stevns Kommune på en tur, som Udvikling Stevns var initiativtagere til.
– Vi tager afsted for at hente inspiration til at sætte projekter i søen, som kan skabe udvikling inden for erhverv, turisme og bosætning. Vi har også inviteret kommunen til at deltage og er glade for at se, at flere og flere deltager år efter år, så vi kan hente noget fælles inspiration og udvikle fælles idéer, fortæller Thomas Christensen, som er koordinator for Udvikling Stevns og erhvervschef for Stevns Erhvervsråd.
Folkemødet på Bornholm har eksisteret siden 2011, og blev i sin tid startet for at skabe nogle rammer, hvor politikere, interesseorganisationer og borgere kunne mødes ansigt til ansigt.
På Folkemødet er der flere tusinde arrangementer, hvor der debatteres alt lige fra sundhedspolitik til robotteknologi. Et af de områder, som Stevns Erhvervsråd har hentet inspiration inden for, er hvordan man kan styrke erhvervslivet i kommunen ved at arbejde med virksomheder i grupper. Det har de eksempelvis haft stor succes med på Bornholm, hvor fødevareproducenterne arbejder sammen.
– Vi oplever, at virksomheder opnår den største udvikling, når de har det rigtige team omkring sig. Er du en mindre virksomhed, har du ikke altid adgang til det team, men ved at arbejde i grupper, kan du samarbejde f.eks. om forretningsudvikling, forklarer Thomas Christensen.
En anden fordel ved at arbejde sammen i grupper er, at virksomhederne kan opnå større markedsandele. På Bornholm har det helt konkret udmøntet sig i et fælles hus, som sælger fødevarer fra øens forskellige producenter. En interessant idé, som også har potentiale på Stevns, mener Thomas Christensen, som sammen med de andre deltagere skal i gang med at diskutere, hvilke idéer, som kan være interessante at arbejde videre med.