Stevns Erhvervsråd samler håndværkerne
2. august 2013

På Stevns er der omkring 400 håndværkervirksomheder. Stevns Erhvervsråd starter derfor et nyt netværk op, der er målrettet håndværkerne.

Mange af vores medlemmer er håndværkere, og vi oplever, at det ofte er de samme problemstillinger, de går og tumler med. Derfor synes vi, det er oplagt at samle håndværkerne i et netværk, hvor de kan udveksle erfaringer og bruge hinanden til sparring, fortæller erhvervschef Thomas Christensen.

Han håber, at netværket på længere sigt kan være med til at udvikle håndværkernes virksomheder og skabe vækst. Det nye netværk gør det også lettere for håndværkerne at finde samarbejdspartnere – hvad enten det er i forhold til at byde ind på større opgaver eller til fælles markedsføring.

Første møde i netværket

Den 19. september går netværket i luften for første gang til et møde på Restaurant Harmonien i Rødvig. Temaet for første møde bliver selve netværkets udformning og muligheder. Derfor holder den erfarne netværker og entreprenør Alex Krøldrup et oplæg om sine egne erfaringer med netværk, der kan være med til at inspirere de fremmødte.

Første møde er gratis, og alle interesserede er meget velkommen. Dog vil netværket efterfølgende primært være et tilbud til Stevns Erhvervsråds egne medlemmer.

Tilmeld dig første møde her