Erhvervsorganisationen Ejendomsforeningen Danmark har netop offentliggjort deres undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed 2016. I 2015 lå Stevns Kommune på en 15. plads ud af 98 kommuner, og er i 2016 rykket helt op på en ottendeplads, og kan derfor kalde sig Sjællands mest ejendomsvenlige kommune.
For femte år i træk har Ejendomsforeningen Danmark undersøgt, hvilke kommuner der skaber de bedste rammer for det lokale erhvervsliv. Den nyligt offentliggjorte undersøgelse viser, at det primært er de fynske og jyske kommuner, der tænker erhvervsorienteret. Stevns Kommune er dog stadig blandt de ti mest ejendomsvenlige kommuner i Danmark, og kan i år kalde sig den mest ejendomsvenlige kommune på Sjælland.
”Vi har et stort politisk fokus på at gøre det så attraktivt som muligt at drive virksomhed i Stevns Kommune. Vi har i flere år ligget fornuftigt i forhold til erhvervsvenlighed, og det er en position, vi hele tiden arbejder på at fastholde og udbygge. Det gør vi, fordi et stærkt lokalt erhvervsliv giver flere arbejdspladser internt i kommunen, så ikke alle borgere er nødt til at pendle for at passe deres arbejde. Samtidig gør et stærkt lokalt erhvervsliv det også attraktivt at bosætte sig i kommunen, hvilket igen styrker hele udviklingen af Stevns Kommune”, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Undersøgelsen vurderer kommunerne ud fra en række parametre såsom størrelsen på dækningsafgiftssatsen og grundskyldspromillen, sagsbehandlingstiden for byggesager, størrelsen på byggesagsgebyrer og ejendomsforbrydelser.
Kortere sagsbehandling
Stevns Kommune opkræver hverken byggesagsgebyrer eller dækningsafgifter, og har med en grundskyldspromille under landsgennemsnittet og et dalende antal ejendomsforbrydelser gode forhold for erhvervsdrivende. Kommunens bruttosagsbehandlingstid er forbedret med 17 dage i forhold til undersøgelsen i 2015, men ligger stadig over landsgennemsnittet. Derfor råder Ejendomsforeningen Danmark kommunen til at reducere byggesagsbehandlingstiderne yderligere for at sikre at byggeprocessen glider så effektivt som muligt.
”Vilkårene for at etablere og drive virksomhed i kommunen er gode. Igen får vi dog påpeget, at byggesagsbehandlingen bør være mere effektiv. Til det kan vi nu heldigvis både sige, at det ved vi godt, og at det arbejder vi målrettet på at gøre noget ved. Her har vi et nyt stærkt samarbejde kørende mellem Erhvervsrådet og hele byggesagsteamet, og vi er rigtigt godt på vej,” fortæller erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.
Ejendomsforeningen Danmark understreger, at det er yderst vigtigt at tilbyde nogle gode rammer og vilkår for dem, der ejer og investerer i ejendomme, hvis man vil forbedre mulighederne for at skabe en varig og sund økonomisk vækst, hvor man tiltrækker nye virksomheder. Derfor er det glædeligt, at Stevns i denne undersøgelse kommer ind på en ottendeplads.
”Det glæder mig meget, at Stevns igen tager sig godt ud i sammenligning med andre kommuner i en analyse af de grundlæggende rammevilkår for erhvervslivet. Det er jo et område, som vi fra Stevns Erhvervsråd sammen med Stevns Kommune har et stærkt fokus på, og det er glædeligt at få bekræftet, at det bærer frugt,” fortæller erhvervschef Thomas Christensen.