Den 28. november går komtilstevns.dk online. Hjemmesiden er startskuddet på kampagnen #komtilstevns, som skal trække nye borgere og virksomheder til kommunen. Hjemmesiden er udviklet af Stevns Erhvervsråd med støtte fra Stevns Kommune.
– Komtilstevns.dk fungerer som en slags datingportal, hvor vi præsenterer alt det, som gør Stevns til en attraktiv kommune at slå sig ned i. Det skal gerne føre til, at rigtig mange potentielle tilflyttere ser et match mellem deres ønsker og behov, og det som Stevns Kommune tilbyder, forklarer erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.
Erhvervsrådet står bag kampagnen, som Stevns Kommune støtter med 200.000 kr. Formålet er at forstærke den positive udvikling, Stevns oplever i øjeblikket, hvor kommunen har fået knap 500 nye borgere på tre år, og har et erhvervsliv i stærk fremgang.
På hjemmesiden finder potentielle tilflyttere svar på stort set alt, hvad de må have af spørgsmål om at flytte til Stevns. Hvor skal mit barn gå i skole? Hvor langt er der til nærmeste indkøbsmulighed? Hvor finder jeg den billigste erhvervsgrund til min virksomhed?
Bliv ambassadør for kommunen
Kommunens borgere har bidraget til hjemmesiden ved at givet inputs til, hvilke fordele, der er ved at bo og drive virksomhed i kommunen. Erhvervschef Thomas Christensen opfordrer til, at borgere og virksomheder fortsat vil være en del af kampagnen ved at dele oplevelser og billeder fra deres hverdag på Instagram og Facebook med hashtagget #komtilstevns.
– Den bedste markedsføring for Stevns Kommune er, når Stevnsboerne selv fortæller om alle de fordele, de oplever ved at bo og drive virksomhed i kommunen. Derfor håber vi, at så mange som muligt har lyst til at deltage i kampagnen som ambassadører for Stevns, lyder det fra erhvervschefen.
Han opfordrer samtidig til, at man kontakter erhvervsrådet, hvis man har inputs til den nye hjemmeside i form af billeder eller citater om, hvordan det er at leve og drive virksomhed i kommunen:
– Del din stevnske oplevelse med os! Send os et billede af dit nye hus på Stevns eller vis os din egen naturskønne perle fra dit lokalområde, lyder opfordringen.
Siden lanceres den 28. november kl. 12 og kan tilgås via linket www.komtilstevns.dk. Følg også kampagnen på www.facebook.com/komtilstevns.