Soldat i Regional Indsatsstyrke, ejer af taekwondoklub, selvstændig med egen virksomhed, lokalpolitiker og far til seks; Der er mange bolde i luften for Tomas Patheier, der er nyt medlem i Stevns Erhvervsråd.
For blot 4 år siden åbnede Tomas Patheier op for Stevns Massage, der har til huse på hjemmeadressen i Store Heddinge. Her tager han imod prominente atleter såvel som lokale borgere på Stevns og hjælpe dem med at aflaste kroppens mange skavanker:
-Jeg behandler alle ens, uanset om det er en SOSU-assistent eller en professionel atlet. Der er ikke en forskel og der er ikke noget, der går hurtigere. Her betaler man for en behandling og ikke f. eks. 50 minutter. Hvis du kommer med ondt i ryggen, så er vi færdige, når det ikke gør ondt længere, siger Thomas Patheier.
Efterspurgt sportsmassør
Som sportsmassør arbejder han med atleter og professionelle sportsudøvere på Stevns, og der kommer også klienter hele vejen fra København for at få massage af Tomas Patheier:
-Jeg er f.eks. i kontakt med andre professionelle sportsmassører, som sender deres klienter ned til mig, når de er på ferie eller ikke selv kan. Det gør de, fordi de ved, hvad jeg står for som massør. Massør og sportsmassør er ikke en beskyttet titel, men ham, der uddannede mig, er fra Team CSC og rejste rundt med Bjarne Riis, så de ved, hvad jeg står for.
Stevns Massage udbyder sponsoraftaler til atleter og har også indgået en atletaftale med en lokal westernrytter, som bruger ham som fast massør.
Skemaændring fik gang i forretningen
Da Stevns Massage startede op, arbejdede Tomas Patheier stadig i sit almindelige 8-4-job, så han besluttede sig for at tilbyde massage om aftenen. På det tidspunkt havde han 1-2 klinter om ugen, der kom en gang i mellem. Desværre var den ordning ikke så populær blandt klienterne:
-Jeg tænkte, at det var godt om aftenen, for hvad er bedre end at være en eneste massageklinik, der har åbent om aftenen? Der kom bare ikke nogen. Så skiftede jeg arbejde, så jeg arbejdede to dage om ugen og kan have hele dage åbne til bookinger. Jeg gik fra at have 200 besøgende på min hjemmeside til over 1280. Jeg fik også 72 kunder i min database, fortæller Tomas Patheier.
Stevns Massage fokuserer også på at sikre gode søgeresultater på Google, så de kommer højt op på listen, når potentielle kunder leder efter et godt sted at få massage. Her er det en fordel, at Tomas Patheier har en baggrund som webdesigner, for nu har han kunnet sikre, at han står som nummer 1 på ikke-betalte søgeresultater.
Meldte sig ind i Stevns Erhvervsråd
Ifølge Tomas Patheier er der to gode grunde til, han besluttede for at melde sig ind i Stevns Erhvervsråd: Synlighed og fællesskab:
-Jamen, det lyder jo lidt kliche, men jeg vil gerne bakke op om fællesskabet, siger Tomas Patheier. Herudover mener han også, at det er en fordel for forretningen at være medlem af erhvervsrådet:
-Jeg har ikke selv haft brug for erhvervsrådet endnu, men de er rigtig gode til at hjælpe nye iværksættere i gang. Jo flere nye virksomheder, her er, jo mere attraktivt er det at være her og jo flere klienter er der til min virksomhed, så det hænger jo sammen, fortæller Tomas Patheier.