SMV-virksomheder kan søge støtte til innovative produktidéer

23-10-2013

Med Horizon 2020 får EU reformeret sit forsknings- og innovationsprogram, så det bliver lettere at søge støtte for små og mellemstore virksomheder.

Få del i 375.000 kroner i fase 1
Virksomhederne kan som en del af fase 1 søge om 375.000 kroner til et projekt, der kan vare seks måneder. Pengene skal her gå til på baggrund af deres idé at udvikle en koncept- og forretningsplan, så de bagefter kan søge støtte til et større udviklingsprojekt. Der er tale om en lump sum. Det betyder, at man ikke behøver fremvise bilag. Man skal blot dokumentere, at projektet er gennemført.
Virksomheder får tilbudt en til fem dages professionel coaching som led i fase 1. Der er intet krav om, at virksomhederne behøver at fortsætte til fase 2.

Få del i op til 21,5 millioner kroner i fase 2
Hvis virksomhederne ønsker, kan de fortsætte til fase 2 og søge om mellem 7,5 til 21,5 millioner kroner til at gennemføre udviklingsprojekter. EU dækker 70 procent af omkostningerne i projektet, der kan være et demonstrationsprojekt, innovation, forskning eller markedstilretning. En virksomhed kan – uden øvrige partnere – søge støtten. Den europæiske merværdi består i, at produktet skal have europæisk potentiale.

Virksomheder får tilbudt to til 10 dages coaching i forbindelse med fase 2. Virksomheder behøver ikke at have været gennem fase 1 for at få støtte under fase 2.

Krav til ansøgningerne

De tre overordnede krav er, at der skal være et marked for produktet, produktet, der ventes udviklet, skal være nemt at fremstille og benytte, en teknisk løsning skal være mulig og bedre end de allerede eksisterende produkter.

De ansøgninger, der viser, at de bedst lever op til de tre krav, får EU-støtte under SMV-instrumentet under Horizon 2020.

Mere information om mulighederne kan fås ved at følge infodagen d. 25. november fra 9.30 til 5.00 via live webstreaming. Ønsker du at følge med i infodagen, skal du blot sende en mail til RTD-SME-EVENTS@ec.europa.eu.

Læs mere om mulighederne for at få støtte