God arkitektur er mere end bare design
Helene Vang-Lauridsen startede Tegnestuen Alfa i 2017. Beslutningen om at blive selvstændig kom efter mange års erfaring fra en dygtig tegnestue i Nordsjælland. Med støtte fra sit netværk, andre lokale selvstændige, og med vejledning fra Stevns Erhvervs forretningsudvikler, tog Helene springet og etablerede sin virksomhed i Rødvig


“Jeg købte et sommerhus i Rødvig i 2011, og forelskede mig med det samme i området. Lokalområdet, naturen og det personlige netværk trak meget mere end København. Så da et karriereskifte blev relevant, var der ikke så meget tvivl om, at jeg ville starte min virksomhed i Rødvig,” fortæller Helene.
Fra Drøm til Virkelighed
Det var vigtigt for hende at have et kontor, der ikke var hjemme; det skulle være et sted at gå på arbejde. Lokalerne i Rødvig, der er en ombygget industribygning, har alt det, som Helene har brug for inkl. nærheden til et netværk med håndværkerne og et godt arbejdsmiljø.
”Jeg bruger kun lokale håndværkere – eneste undtagelse er, hvis kunderne efterspørger andre. Vi har mange dygtige virksomheder i Stevns og jeg kan finde dem, jeg har brug for. Det længste, jeg er væk for at finde samarbejdspartnere er Karise,” fortæller Helene, der fra kontorets store vinduer har udsigt til Joost el.
Har både store og små sager
Helene har som selvstændig altid arbejdet med opgaver med stor differentiering, fra store erhvervsejendomme i København til lokale privatopgaver i Stevns. Hun fremhæver dog erhvervsopgaverne, hvor kommunikationen om arbejdsopgaverne glider lettere og oftere tager kortere tid.
”Det jeg godt kan lide, er den professionelle tilgang til opgaven. Der ligger nogle arbejdsopgaver og nogle måder at kommunikere på, der er det samme hver gang ved erhvervskunder. Ved private kunder er det nødvendigt at bruge den ekstra tid, så de føler sig trygge og er med i processen,” fortæller Helene.
”Det handler også om, hvordan du møder folk. Jeg er altid meget begejstret hver gang jeg får en opgave. Det er næsten lige meget hvad det er.”
Både teknik og design
Helene er både bygningskonstruktør og arkitekt, og den kombination af kompetencer giver hende en styrke, når opgaverne skal løses.
“Det er ikke ualmindeligt at se byggerier med fejl og problemer i det tekniske, fordi der kun er tænkt design,” siger Helene. “Jeg tager højde for både det bygningsfaglige såvel som det designmæssige, og det giver mine kunder tryghed og kvalitet i deres byggerier,” fortæller Helene, og fortsætter:
”Når en bygherre kommer og giver udtryk for sine ønsker, uanset om det er privat eller erhverv, så er det vigtigt at jeg lytter og forsøger at opfylde deres ønsker.”

Bliv medlem af Stevns Erhverv
Stevns Erhverv består af omkring 200 medlemmer. Du kan også støtte op om Stevns Erhvervs arbejde og få indflydelse på erhvervslivet i dit lokalområde.