Murer og Flisespecialist
Thorbjørn Ohlsen Jensen er murer og flisespecialist. I 2021 gik han for alvor selvstændig og har i dag fem mand ansat. Det har været en vild udvikling, men Thorbjørn føler stadig han kan følge med og løse opgaverne på sin måde
”Det er vigtigt for mig, at alle opgaver bliver løst ordentligt og at kvaliteten er i top. Jeg har bestemt ikke noget ønske om at vokse og blive større bare for at tjene penge. Det handler om at finde det rette tempo sammen med de rette mennesker, så vi har fagligheden og kvaliteten med i det vi laver,” fortæller Thorbjørn.
Da vi møder ham, er han ved at sætte nyt badeværelse ind i en gammel svinestald, der bliver gennemrenoveret som beboelseshus. Ejeren af huset ved præcis, hvordan badeværelset skal se ud og hvilke specielle elementer der skal være. Det er den type opgaver Thorbjørn specialiserer sig i: flisebadeværelser, lidt ud over det sædvanlige.
”Den vildeste opgave jeg har udført, var et badeværelse i en villa i Nordsjælland. Hele rummet skulle beklædes med italienske marmorfliser på 1×1 meter. Hvis flisen gik i stykker, kunne den ikke bruges, så vi skulle være ekstra omhyggelige og meget forsigtige. Hele badeværelset endte med at koste over 1 mio. Det var helt vildt, men også vildt flot,” fortæller Thorbjørn og tilføjer med et grin, ”men vi laver nu mest helt almindelige badeværelser”.
Flisespecialist
”Jeg vil gerne være med fra starten, når badeværelset skal planlægges. På den måde kan jeg være med til at hjælpe med at finde den bedste løsning og udnytte rummet bedst muligt,” siger Thorbjørn, der har et tæt samarbejde med forskellige andre håndværkere, for at kunne tilbyde en komplet løsning fra start til slut.
”Som noget nyt, samarbejder jeg også med et møbelfirma, så det er et helt færdigt badeværelse, der står når vi kører. Det fungerer godt og jeg kan give mine kunder en ekstra service”.
Det er vigtigt for Thorbjørn at efterlade et stykke arbejde, som han er stolt af. Det er også sådan kunderne finder ham.
”Jeg har ry for at lave god kvalitet og godt arbejde og det spreder sig. Gamle kunder anbefaler mig, så jeg behøver faktisk ikke reklameres elv,” fortæller Thorbjørn, der dog er begyndt at eksperimentere med sociale medier bl.a. før og efter billeder af opgaverne.
Godt arbejdsmiljø og gode medarbejdere
”Det betyder meget for mig at have dygtige ansatte, der også brænder for faget og går op i det vi laver. Derfor gør jeg mig også umage for at mine ansatte skal have det godt hos mig. Vi er fælles om at få hjulene til at køre rundt og få løst opgaverne,” siger Thorbjørn, der også mærker, at gode fagfolk ikke hænger på træerne.
”Du skal ikke være bange for at samarbejde med andre og måske gøre tingene lidt anderledes, hvis det er det, der skal til for at nå i mål.”
Bliv medlem af Stevns Erhverv
Stevns Erhverv består af omkring 200 medlemmer. Du kan også støtte op om Stevns Erhvervs arbejde og få indflydelse på erhvervslivet i dit lokalområde.